Automatisk oversættelse: Oprindeligt udgivet på finsk 6.9.2026, 06.00 GMT. Giv feedback her.

Blogserien diskuterer livet på børsen fra virksomhedens perspektiv

Hvad er de sværeste sider ved livet som børsnoteret selskab? At udmelde forventninger til markedet indtager let en førsteplads for mig selv. Emnet er strengt reguleret, og ansvaret er enormt, men samtidig findes der ikke en enkelt universalmodel eller -vejledning. Prisen for fejl kan være høj.

Da jeg arbejdede i 12 år som aktieanalytiker, var jeg stærkt overbevist om, at børsnoterede selskaber helst bør give forventninger til regnskabsårets økonomiske udvikling i form af et interval for omsætning og resultat. Dette er den mest entydige og klare måde at styre de kortsigtede markedsforventninger på og øge gennemsigtigheden for investorerne. Og det er naturligvis også det, en analytiker foretrækker.

At skifte til den anden side af bordet i rollen som administrerende direktør for et børsnoteret selskab har dog bragt et nyt perspektiv med sig. En så præcis guidance som muligt tjener ganske vist investorerne, men er det det mest fungerende koncept for den langsigtede ledelse og fokus i forretningen? Ville det simpelthen være bedre at give en meget bred guidance eller slet ingen guidance overhovedet, som for eksempel Gofore har gjort i Finland? Jeg forstår udmærket de selskaber, der har valgt den modsatte yderlighed. Jeg vil fortælle om et eksempel, der fik mig til at tænke over sagen.

Da Inderes gik ind i 2025, gav selskabet følgende forventninger: omsætningen stiger i forhold til sammenligningsperioden, og den justerede EBITA-% forbedres fra sidste års 11,6 %. Da vi i efteråret gennemgik ordrebøgerne for årets sidste projektsalg, begyndte det at se ud som om, at det ikke længere var sandsynligt at nå over rentabilitetsgrænsen, medmindre der blev trukket midlertidigt i håndbremsen på omkostninger og vækstinvesteringer. Lad os skubbe alle de omkostninger, der kan skubbes, til januar. Det ville heller ikke være nogen svær operation: ti tusind her og der, og vi er sikkert over 11,6 %. Prisen for denne operation ville naturligvis være, at vi operationelt ville begynde at gøre det modsatte af det, vi sagde, vi ville gøre i den netop lancerede strategi. At havne i et sådant "halen der wagter hunden"-scenarie er efter min mening det, børsnoterede selskaber bør undgå.

Et øjeblik tænkte jeg på, hvordan det ville være at være et unoteret selskab. Jeg ville bare kunne kvittere over for bestyrelsen sammen med finansdirektøren om en marginal ændring i regnskabsårets igangværende estimat og ikke behøve at bekymre mig om det. Men vi havde selv malet os op i et hjørne med de forventninger, der blev udstukket i begyndelsen af året, og det er fuldstændig meningsløst at give børsen eller andre udefrakommende skylden. Reglerne er fuldstændig klare, og formuleringen af de forventninger, der blev givet i starten af året, var vores eget valg. Og hvis udsigterne svækkes, har investorerne ret til at høre om det. Om efteråret udsendte vi en nedjustering og beholdt operationelt planerne for resten af året uændrede. Regnskabsårets resultat blev følgende: en omsætningsvækst på 4 % og en justeret EBITA-% på 11,4 %. Rentabiliteten endte således 0,2 %-point under den oprindelige milepæl, hvilket svarer til cirka 50 TEUR.

Tillidsbruddet forårsaget af en nedjustering, selv en lille en af slagsen, er dog reelt. Det har potentielt også en høj prislapp for virksomheden, hvis investorernes sentiment i forvejen er surt. Alle husker nedjusteringen, og de færreste bekymrer sig reelt om, hvor tæt på vi var.

Enhver børsnoteret virksomhed skal finde en model for forventninger, der passer til selskabet, under hensyntagen til forretningsmodellens forudsigelighed og selskabets udviklingsfase. Man kan også lade være med at give forventninger, men man slipper stadig ikke for pligten til at udsende en nedjustering. En advarsel skal gives, hvis markedsforventningerne ser ud til at være på et forkert niveau.

Udfordringen ved kommunikationen er også, at investorernes blik bør rettes længere frem end blot det igangværende regnskabsår. Disciplin i det kortsigtede arbejde er absolut kritisk, men en overdreven vægtning af ét enkelt regnskabsår – både internt og eksternt – fører let til en nedadgående spiral af kortsigtethed. Glaubværdig kommunikation om den langsigtet strategi til investorerne, for eksempel via regelmæssige kapitalmarkedsdage, fremhæves, men man skal være opmærksom på, at kortsigtet skuffelser på markedet ofte undergraver netop troværdigheden af den langsigtet strategi. Spiralen virker også i den anden retning, og når selskabet har markedets tillid, tåler investorerne kvartalsmæssige skuffelser bedre.

Da Inderes gik ind i 2026, gav selskabet forventninger med et relativt bredt rentabilitetsinterval på 3 %-point. Det brede interval har føltes mere fungerende, men vi vil helt sikkert også fremover føre en intensiv diskussion om emnet med bestyrelsen hvert år. Jeg tror på, at ethvert børsnoteret selskab er nødt til at foretage et par iterationer for at finde en model, der passer til dem selv, og som bedst muligt tjener både investorernes behov og ledelsen af forretningen. Begge parters interesser er i sidste ende fuldstændig sammenfallende.