Dagens aktienyheder 18/06: Gubra, Roblon, MapsPeople og Sampo
Gubra og amylin er i fokus op til ADA-konferencen. Eli Lilly har i forbindelse med den kommende ADA-konference (20–23. juni) præsenteret nye fase 1-data på deres amylin-kandidat Eloralintide, der viser markant vægttab – både som standalone og i kombination med tirzepatide (Zepbound). Gubra – der tidligere i år indgik en strategisk alliance med AbbVie på deres egen amylin-kandidat – handles aktuelt kun ~4 % lavere siden torsdagens luk, trukket op af både udbyttemelding og en bredere pipeline med bl.a. UCN2. Sidstnævnte sigter efter “sundt vægttab” gennem CRHR2-receptor agonisme og forventes i fase 1 omkring årsskiftet. Til sammenligning er Zealand Pharma faldet ~21 % i samme periode. Selskabet har indgået et stort partnerskab med Roche på deres amylin-program, men har en smallere pipeline (primært GLP-1 og amylin). Amylin-agonister er nu centralt i fedmefeltet, med direkte konkurrence (Lilly, Novo, Metsera) og strategiske alliancer (AbbVie–Gubra, Roche–Zealand). Politiske risici: Den amerikanske administration har samtidig varslet potentielle reklameforbud for lægemidler samt nye tariffer på importeret medicin – forhold der kan skabe øget usikkerhed i sektoren op mod efteråret.
Roblon forventes senere i dag at offentliggøre regnskab for 2. kvartal 2024/25. Roblon meddelte for ca. 14 dage siden, at selskabet har indgået en aftale om frasalg af sine aktiviteter i USA, og opjusterede samtidig forventningerne for 2024/25 til de fortsættende aktiviteter. Frasalget af det amerikanske datterselskab, der blev igangsat i september sidste år, medfører et tab på omkring DKK 31 mio., men hvor Roblon løbende vil modtage en række udeståender over de kommende år, og samtidig bibeholder én aktie i Roblon US med specielle rettigheder. Køberne er to ledende medarbejdere. Samtidig opjusterede Roblon sine forventninger til 2024/25, og venter nu en omsætning på DKK 220-250 mio. (fra DKK 210-240 mio.). EBITDA-forventningerne øges til DKK 40-50 mio. (fra DKK 30-40 mio.) imens EBIT nu ventes at lande på DKK 26-36 mio. (fra DKK 16-26 mio.). Vi afholder event med Roblon i morgen kl. 10.00 med tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/roblon-praesentation-af-regnskabet-for-2-kvartal-202425
MapsPeople meddelte i går eftermiddags, at selskabet på den ekstraordinære generalforsamling fik bemyndigelse til at foretage aktietilbagekøb i forbindelse med Apex' opkøb af størstedelen af aktierne. Købsordren forventes foretaget senest den 27. juni 2025.
Sampo meddeler her til morgen at Morten Thorsrud kommer til at afløse den nuværende CEO Torbjörn Magnusson med effekt fra 1. oktober 2025, imens Torbjörn Magnusson vil forblive hos Sampo frem til årsskiftet som senior rådgiver for at sikre en god overgang. Morten Thorsrud har været i Sampo i 23 år, og er i dag CEO for den største forretningsområde i Sampo – If P&C. Læs mere her, hvor du også finder et CV på Morten Thorsrud: https://view.news.eu.nasdaq.com/view?id=b46a971e7b07231c72ef3c54973ebb7e4&lang=en&src=listed
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra de nævnte selskaber for en Digital IR abonnementsaftale.
/Jesper Thomsen, d. 18/06-2025 kl. 08:59 (opdateret kl. 09:55).