Automatisk oversættelse: Oprindeligt udgivet på finsk 18.10.2026, 06.00 GMT. Giv feedback her.

Jeg holdt en pause fra at udgive blogindlæg i sidste uge, fordi jeg var med i HS Vision Podcastissa for at diskutere aktiveringen af IPO-markedet på Hesuli med Elina Lappalaisen.

I podcasten fremsatte jeg for første gang offentligt mit estimat om, at Helsingforsbørsen om ti år kunne have 400 selskaber. Det ville betyde en fordobling af antallet af selskaber på børsen og gøre Finland til en af Europas førende "kapitalmarkeder for hele folket" side om side med Sverige. Med det mener jeg, at i stedet for lukkede kredse eller udenlandsk kapital, ville vores hjemlige vækstselskaber og deres succes i højere grad være ejet af indiansk kapital, herunder almindelige borgere.

Bag min optimistiske holdning ligger den kultuforandring, jeg har set over 15 år. For mange iværksættere er en børsnotering i dag mindst én mulighed, og for mange er det en drøm.

Sådan forholdt det sig ikke i september 2012, da en journalist fra Taloussanomat ringede til mig og ønskede at interviewe mig om Siili Solutions' børsnotering på First North. Jeg var lige så forvirret over emnet som journalisten. First North, altså den affaldsliste, hvor man finder Eirikuva Digital Image Oyj? Siili Solutions, en IT-konsulentvirksomhed med en omsætning på lidt over 10 millioner euro, som ingen har hørt om? Og som kun vil rejse 1,5 millioner euro ved at blive børsnoteret?

I 2012 var der få vækstiværksættere, der betragtede børsen som en mulighed. Opfattelsen var omtrent, at selskabets størrelse skulle være tæt på Wärtsilä, og det årlige udbytte på 100 millioner euro, for at børsen var realisme.

Præcis ti år efter det tidspunkt var 70 nye selskaber blevet børsnoteret på Nasdaq Helsinkis First North, hvoraf 14 allerede var rykket videre til hovedmarkedet. Vækstselskabernes markedsplads var vågnet til live. Der var brug for de første selskaber til at gå for an og bryde isen.

Jeg taler om First North og børsnoteringer af små selskaber, fordi de spiller en central rolle, når man taler om væksten i antallet af selskaber på børsen. Den første First North-bølge skrev sig efter min opfattelse ind i historiebøgerne i årene 2012–2022. Derefter frøs markedet fast på grund af tømmermændene efter dannelsen af boblen i 2021. Men hvis alt går vel, er den næste cyklus ved at begynde nu, og den bliver kraftigere end den foregående.

Hvad tiltrækker så vækstiværksættere til børsen? Jeg taler på egne og mange andre iværksætteres vegne, når jeg siger, at baggrunden er tanken om at bevare en vis kontrol og uafhængighed. Hvis selskabet har brug for troværdighed, kapital og flere muskler til sin vækst, er børsen en mekanisme, hvorved dette kan gøres uden at miste bred kontrol over selskabet. Selskabet opnår en diversificeret ejerkreds, og selskabet kan udvikles med en tidløs filosofi sammenlignet med for eksempel en investor, som kommer ind med en på forhånd fastlagt tidshorisont for at udvikle selskabet. Børsen tilbyder også en mekanisme, hvor ejerkredsen kan leve sit eget liv og forny sig naturligt i takt med selskabets udviklingsfaser. Til tilværelsen på børsen hører der naturligvis sine egne udfordringer og belastninger, som jeg har skrevet om i tidligere dele af bloggen.

Ud over kultuforandringen næres udviklingen af den hurtige udvikling i vores vækstvirksomhedsøkosystem. Om ti år vil der helt sikkert være mange virksomheder noteret på Hesuli, som endnu ikke er blevet grundlagt i dag. Der er i Finland også opstået platforme som Springvest til finansiering af vækstvirksomheder, som samtidig er med til at sænke tærsklen for at komme på børsen. Der findes også mere information og flere tjenesteudbydere til at gennemføre en børsnotering, selvom det må indrømmes, at vi rådgivere stadig har et enormt arbejde foran os med at sænke tærsklen hvad angår omkostninger og kompleksitet.

Heldigvis er der i Finland flere og flere reformatorer, såsom Siilis daværende team og adm. direktør team, som har modet til at gøre tingene anderledes end alle andre. Siili var som selskab en bōrssucces, og i løbet af de ti år efter børsnoteringen blev selskabets størrelse tidoblet. Børsen muliggjorde i praksis, at Siili kunne gennemføre en opkøbsdrevet strategi, og gav selskabet en uforskyldt konkurrencefordel i IT-servicehusenes konsolideringsspil i forhold til unoterede spillere (Siilis vanskeligheder efter IT-markedseuforien, der sluttede i 2022, er så en anden historie, men det udvisker ikke det foregående årtis succes).

Lad os lige tjekke regnestykket – er mit beregningsgrundlag realistisk? En vækst i antallet af børsselskaber til 400 fra det nuværende niveau ville kræve i gennemsnit 25 børsnoteringer om året, forudsat at 1,5 % af børsselskaberne også forlader børsen årligt. Tallet er uomtvisteligt ambitiøst, men jeg tror på, at Finland kan mønstre et tilstrækkeligt antal vækstselskaber samt en tilstrækkelig mængde investorer og kapital til, at dette kan lade sig gøre. Hvis beskatningen, politiske beslutninger, faldende omkostninger ved børsnoteringer og den teknologiske udvikling oven i købet glatter vejen til børsen en smule, er tanken ikke fuldstændig umulig. Stockholm med sine tusind børsnoterede selskaber har allerede vist, at det kan lade sig gøre.