Kevin Warsh – en centralbankmand med en stærk tro på økonomisk politik

Automatisk oversættelse: Oprindeligt udgivet på finsk 2.2.2026, 05.25 GMT. Giv feedback her.

Sidste uge var en nedgangsuge i Helsinki, men i Europa og USA generelt kæmpede man sig til et plus. Federal Reserve kom med en ret forventelig rentebeslutning, men aktiemarkedet fik et løft i slutningen af ugen med nyheden om centralbankens nye direktør. Donald Trump udnævnte Kevin Warsh, et tidligere medlem af Feds bestyrelse, til stillingen. Warsh havde længe været en stærk kandidat, men umiddelbart efter nyheden begyndte investorerne naturligvis at spekulere i, hvilken slags direktør Warsh er. Udnævnelsen kræver dog stadig senatets godkendelse, og Warshs høring vil helt sikkert blive vanskelig.

Lad os først se på Warshs CV. Baseret på det er der i hvert fald kvalifikationer som centralbankmand. Warsh arbejdede i Feds bestyrelse fra 2006-2011 og har før det opbygget bankererfaring i ledende stillinger, bl.a. i Morgan Stanleys afdeling for virksomhedsovertagelser. Hans holdninger til Fed kan bedst forudsiges netop gennem hans arbejde i bestyrelsen. Warsh var i bestyrelsen i en periode, hvor centralbanken var i en udfordrende situation: renterne blev presset ned til nul, og der blev anvendt usædvanlige foranstaltninger.

Federal Reserve: Styringsrente og balance

Kilde: LSEG

I USA har den kendte økonom Claudia Sahm i sin Substack-artikel gennemgået Warshs holdninger fra slutningen af 2010, hvor den værste krise var overstået, men inflationen stadig var lav, og arbejdsløsheden høj. Dengang besluttede centralbanken for første gang at øge sin balance for at stabilisere økonomien. Warsh var uenig i den politiske retning, men stemte alligevel for beslutningen. Warsh nedtonede faktisk dengang økonomiens cykliske svagheder, så man kan ikke let kalde ham en centralbankdue på dette grundlag. I stedet fokuserede han på forhold, der ligger helt uden for centralbankens kompetenceområde, og udtalte ifølge referaterne bl.a.: "Den amerikanske økonomi er stadig fastlåst i en langsom genopretning. Mange af jer brugte adjektiver, som jeg også ville bruge, men jeg vil foreslå, at evnen hos os omkring bordet til at påvirke denne udvikling betydeligt er overvurderet. Ændringer i finans-, regulerings- og handelspolitikken, som har været undervejs i lang tid og har været uvenlige over for økonomisk vækst i flere år, er efter min mening den mest ansvarlige part. Og jeg forventer ikke, at økonomien permanent vil vende i en mere konstruktiv retning, før disse andre makroøkonomiske politikker holder op med at være så vækstødelæggende... Fed kan mange ting, men jeg tror ikke, den kan påvirke den økonomiske vækst enormt fremover."

Warsh erkendte altså centralbankens magtesløshed i en udfordrende økonomisk situation, men også at han ikke er en typisk dataafhængig centralbankmand, men derimod fulgte nøje med i, hvad der skete i Det Hvide Hus og Kongressen, og mente, at deres indvirkning var endnu større end pengepolitikkens. Senere i sin tale sagde Warsh endda, at Fed burde afholde sig fra handling og i stedet overføre byrden til Kongressen. Dette lyder lidt problematisk, når det kommer fra et medlem af bestyrelsen i verdens mest indflydelsesrige centralbank, især når vi samtidig ved, hvor stærke værktøjer Fed havde til rådighed dengang. Ifølge Sahm tilbød Warsh heller aldrig et reelt alternativ til at øge balancen i en situation, hvor renterne var presset ned til nul, og den økonomiske vækst stadig var svag. Nu er Warsh dog kendt som en fortaler for lavere renter. Spørgsmålet er: hvad hvis Warshs embedsperiode fører til en ny periode med nulrenter: har han så alternativer at tilbyde som centralbankdirektør?

Sahm fremhæver i sin tekst endnu en vigtig pointe, nemlig loyalitet i bestyrelsen. Warsh stemte i sidste ende for at øge balancen ud af loyalitet over for direktør Bernanke. Han kaldte Fed for "Bernankes Fed, og med god grund" og udtrykte sin respekt for direktøren. Warsh var altså på konsensuspolitikkens og en samlet centralbanks side og fremhævede en vigtig pointe: tillid og loyalitet skal man gøre sig fortjent til som direktør. Her har han sit eget byggeprojekt, hvis senatet godkender ham som direktør. Det er også interessant at se, hvordan kemien mellem den nuværende direktør Powell og Warsh vil udvikle sig. Powell har stadig en plads i bestyrelsen efter sin direktørperiode, der udløber i maj.

Warsh er en centralbankmand, der allerede har oplevet finanskrisens turbulens i Fed, og han mangler bestemt ikke viden og erfaring. Det centrale i kongreshøringen er, hvordan han fremhæver sin uafhængighed og understreger centralbankens selvstændighed.