Automatisk oversættelse: Oprindeligt udgivet på finsk 3.8.2026, 14.34 GMT. Giv feedback her.

Under Kevin Warshs embedsperiode som formand for Federal Reserve er der sket to ting: centralbanken har i stigende grad overladt initiativet til markedsaktørerne og har opgivet at give markedet "guidance". Dette fører til forvirring og volatilitet.

I Feds nye kommunikationsstrategi tog man et lille skridt tilbage til fortiden, hvor der ikke var nogen form for verbal guidance. Før det måtte markederne gætte på, hvad der overhovedet blev besluttet. Nu har formand Kevin Warsh, som har afholdt to møder, omhyggeligt undladt at sige noget om den mulige retning for pengepolitikken og lader markedet udføre centralbankens arbejde. Warsh mener, at markederne er "verdens bedste økonom", og han ønsker derfor at øge gensidigheden med dem.

I en nylig tekst fra TS Lombard blev Warsh meget passende kaldt en Maradona-centralbankmand, et udtryk, der oprindeligt blev opfundet af Mervyn King, tidligere guvernør for Bank of England. Det henviser til Diego Maradonas andet mål mod England ved VM i fodbold i 1986. Maradona løb dengang 60 yards i en næsten lige linje og overvandt fem spillere. Dette var muligt, fordi forsvarerne reagerede på, hvad de forventede, at Maradona ville gøre, og faldt til jorden i forventning om retningsskift, der aldrig kom. Maradonas lige linje blev til sidst belønnet med et mål. Nu er situationen meget lignende: centralbanken gør intet, men observerer, hvordan markedet reagerer. I et miljø med stigende renter har markedet således strammet op på centralbankens vegne.

USA: Obligationsrenter, %

Kilde: LSEG

Strategien har dog sine problemer, da 1) den øger volatiliteten på markedet og 2) fører til en katten efter musen-leg. Markedets opgave har nemlig aldrig været at fortælle, hvad centralbanken skal gøre, men det har altid kun forsøgt at forudsige, hvad centralbanken vil gøre. Derudover, når man ser på de seneste årtiers historie, f.eks. på rentemarkedet med hensyn til forholdet mellem forventninger og faktiske renteændringer, ser man, at det ikke engang havde været værd at udnytte markedsforventningerne til pengepolitikken, da der i sidste ende er set så mange fejl i forventningerne (se figur nedenfor). 

Faktisk udvikling vs. forventninger i den amerikanske 2-årige rente, %

Kilde: TS Lombard

Ifølge Warsh lader han ikke markedssignaler begrænse pengepolitiske beslutninger, hvilket er godt. I sidste ende skal økonomien være centralbankens herre, hvis nåde beslutningerne træffes under. Alt andet er bare ekstra støj, og der kan nu komme mere af det.