Irans olie-trumfkort kan ryste dollarens position

Automatisk oversættelse: Oprindeligt udgivet på finsk 17.3.2026, 05.33 GMT. Giv feedback her.

Hormuzstrædet, hvorigennem 20 % af verdens råolie er blevet transporteret, er nu stort set lukket. Det er samtidig Irans økonomiske trumfkort, som kan styrke yuanens position i verdenshandlen.

Jeg læste for nylig en interessant artikel fra Yle, der spekulerede i muligheden for, at olietransporterne gennem Hormuzstrædet kunne blive denomineret i yuan i stedet for dollars. Artiklen henviste til en CNN-nyhed, hvor kilder angiveligt sagde, at Iran ville tillade olietankere at passere gennem Hormuzstrædet, hvis fragten blev betalt i kinesiske yuan.

Forbindelsen mellem oliehandel og dollaren har været stærk i årtier, mere præcist siden 1970'erne. Olie er prissat i dollars, hvilket har styrket store olieproducenters position også på det vestlige marked. På den anden side har oliekøbere skullet besidde dollars, når de handler, hvilket har styrket dollarens position. Ifølge BIS' statistik var dollaren tydeligt det mest anvendte betalingsmiddel i global handel i 2025 med en andel på 89 %. Euroen kom på andenpladsen med en andel på 29 %, mens den kinesiske yuan lå på 5. pladsen med en andel på 9 % (andele summerer til over hundrede, da handel delvist foregår i flere valutaer). Denne forbindelse har indtil videre tilbudt stabilitet til oliemarkedet og dollaren.

Betalingsvalutaer i international handel, andele, %

Kilde: BIS

Kinas forsøg på at gøre yuanen til en olie-valuta er bestemt ikke nyt. Allerede i 2018 startede de et pilotprogram for at fremme yuan-denominerede betalinger i råolieprissætningen. I løbet af otte år er der dog ikke sket den store udvikling, men nu kan det være, at der kommer "ekstern hjælp". Hvis Irans rygtede krav bliver en realitet, ville Kina være den store vinder: Kina er verdens største olieimportør, og næsten 40 % af olietransporterne gennem Hormuzstrædet går til Kina. Kina har rigeligt med yuan, men i vestlige lande ville det ikke være helt ligetil at skaffe dem, da yuanens position i handlen, som nævnt ovenfor, er ret lille. Som reservevaluta ligger den også på en sjetteplads med en andel på ca. 2 %. Gennem olie kunne Kina styrke sin rolle på oliemarkedet og øge yuanens likviditet som en global betalingsvaluta. Iran kunne til gengæld øge spekulationen om dollarens magtforfald. Der er dog endnu ingen konkrete beviser for disse rygter.

At sagen kommer frem, viser dog, at risiciene i Hormuzstrædet handler om en større geoøkonomisk ændring end blot olieprisen. Dette blev også bemærket af Ray Dalio i hans seneste artikel. Ifølge Dalio er det afgørende spørgsmål i krigen i Iran kontrollen over Hormuzstrædet. Hvis Iran bevarer magten i strædet, vil USA blive set som taberen og Iran som vinderen. Dette ville svække USA's troværdighed, skade verdensøkonomien og ryste hele den internationale orden. Historiske eksempler viser, at lignende situationer ofte har markeret begyndelsen på stormagternes tilbagegang (f.eks. for Storbritannien under Suez-krisen). Dalio skriver, at hvis USA mislykkes, vil allieredes tillid svækkes, kapitaludstrømningen kan accelerere, og dollarens position vil smuldre. Omvendt ville succes styrke USA's position og øge tilliden til dets økonomi og militære magt.