Automatisk oversættelse: Oprindeligt udgivet på finsk 4.6.2026, 04.53 GMT. Giv feedback her.

I økonomisk historie har stater typisk strakt deres låneevne til det yderste som følge af store krige eller globale katastrofer. Nu befinder vi os igen i en situation, hvor gældsniveauerne stiger. Denne gang er årsagen dog ikke en enkelt storkrig, men en kombination af strukturelle underskud, høje renter og geopolitiske chok.

IMF's estimater for udviklingen i statsgælden i forskellige lande

Offentligt over-/underskud, % af BNP. Estimater: IMF.

Den Internationale Valutafonds (IMF) Fiscal Monitor-rapport, der blev offentliggjort i april, tegner et dystert billede af gældsudsigterne: Den globale offentlige gæld nærmer sig uundgåeligt 100 procent af verdens bruttonationalprodukt. Samtidig med at obligationsrenterne stiger, er statsgældens bæredygtighed igen blevet et tema på markederne.

Ifølge de seneste estimater vil den globale gældskvote nå 100 procent allerede i 2029. Udviklingen har været hurtigere end forventet: I 2025 var gælden næsten 94 procent, og den vokser nu med cirka to procentpoint årligt ifølge IMF. Situationen er forværret betydeligt selv sammenlignet med estimaterne for 2025, hvilket indikerer en udhuling af den finanspolitiske disciplin.

Den "finanspolitiske sikkerhedsmargin" er opbrugt

Et af rapportens mest alarmerende fund vedrører det globale finanspolitiske underskud (global fiscal gap). Denne måling viser forskellen mellem det faktiske primære underskud og det niveau, hvor gældskvoten ville stabilisere sig. I årene 2014-2019 havde verdensøkonomien i gennemsnit en "sikkerhedsmargin" på 1,2 procent i forhold til BNP. Nu er denne buffer næsten forsvundet: Det estimerede underskud for 2024-2029 er faldet til 0,1 procent.

Gældsdynamikken er i øjeblikket stærkt påvirket af en sneboldeffekt. Traditionelt har gæld ikke været anset som et stort problem, hvis renten (r) er lavere end økonomiens nominelle vækstrate (g). Selvom inflationen hjalp staterne i 2025 ved at udhule gældens realværdi, er denne lettelse nu til en vis grad aftagende. I stedet er der sket en stigning i renteudgifterne, som har øget den offentlige økonomis byrde fra 2 procent til næsten 3 procent af det globale BNP på kun fire år.

Underskuddet drives især af tre strukturelle faktorer:

1. Vedvarende udgiftspres: Aldrende befolkning og den strammere sikkerhedssituation i Europa har øget social- og forsvarsudgifterne på en måde, der er svær at rulle tilbage.
2. Forringet skatteprovenu: Stigende protektionisme og aftagende økonomisk vækst udhuler skattegrundlaget.
3. Eksplosion i renteudgifter: Gammel, billig gæld refinansieres nu på markedsvilkår med høje renter. Risikoen øges yderligere af staternes forkortede gældsforfald; især USA er i stigende grad afhængig af kortfristede statsobligationer, hvilket gør den offentlige økonomi særligt skrøbelig over for renteændringer.

Derudover er investorernes holdning blevet mindre tilgivende: i stedet for institutioner er det nu private aktører, der dominerer markedet. Centralbankerne er begyndt at nedbringe deres balancer og har trukket sig tilbage fra obligationsmarkedet, og statsobligationer købes nu af private investorer og hedgefonde. Dette øger volatiliteten, da reaktionen på ændringer i den økonomiske politik også er blevet hurtigere.

IMF's rapport er en påmindelse om, at verdensøkonomien har opbrugt de buffere, den brugte til at overleve tidligere kriser. Med hensyn til verdensøkonomiens gældsbæredygtighed ligger meget i hænderne på to store aktører, USA og Kina.

For lande som USA er matematikken uundgåelig: at stabilisere gældsbanen kræver handling på både indtægts- og udgiftssiden. I Kina skal fokus derimod flyttes til at støtte forbruget på en bæredygtig måde. Finansministeriets understatssekretær Leena Mörttinen opsummerede rammende de store problemer i Finanssiflikat-podcasten for nylig: Europa bør nu investere, USA spare og Kina forbruge. Denne balance er indtil videre stadig langt væk.