Shape Robotics: Initierer opkøb af polsk EdTech virksomhed

Shape Robotics annoncerer her til morgen, at selskabet initierer et opkøb af den polske EdTech-virksomhed, Skriware, med en ikke-bindende hensigtserklæring (Letter of Intent).
Med opkøbet af Skriware sikrer Shape Robotics adgang til et stort polsk marked samt mulighed for at udvide produktsortimentet, styrke salgsorganisationen og øge både salg og marginer. Derudover ser Shape Robotics også et potentiale for langsigtede fordele som udvikling af både software og hardware til eksisterende og nye markeder.
Skriware blev grundlagt i 2015 og er i dag en etableret EdTech-virksomhed med 29 medarbejdere, en omsætning på EUR 5,1 mio. (ca. DKK 38 mio.) i 2022 og et positivt EBITDA på EUR 0,6 mio. (ca. DKK 4,4 mio.) i 2022.
Skriware beskrives som en polsk pendant til Shape Robotics, da Skriware også har en mission om at understøtte og fremme udviklingen og udbredelsen af STEAM-uddannelse for børn og unge med deres alt-i-et uddannelsessæt, der bl.a. inkluderer en 3D-printer, en uddannelsesrobot og en akademiplatform.
Polens EdTech marked har ifølge Shape Robotics potentiale til at matche eller overgå det rumænske marked, hvor Shape Robotics har haft stor succes med opkøb og partnerskaber. Ligesom i Rumænien skal Polen etablere laboratorier i uddannelsessektoren, der er støttet af offentlige midler (EU’s Recovery and Resilience Plan). Polen forventes at allokere mere end DKK 2 mia. til at bygge ”Future Labs” med start i ultimo 2023.
Opkøbet forventes at blive finansieret gennem udstedelse af nye Shape Robotics aktier og potentielt også med en kontantbetaling. De nye aktier vil blive udstedt til markedskurs. Shape Robotics og Skriware er blevet enige om en ikke-bindende foreløbig værdiansættelse på Skriware i intervallet EUR 5,8 mio. og EUR 6,4 mio. svarende til mellem ca. DKK 43 mio. og DKK 48 mio.
Opkøbet er betinget af en tilfredsstillende due diligence og forhandling af endelige aftaler. Den endelige underskrivelse og lukning forventes at finde sted i fjerde kvartal 2023.
Læs hele selskabsmeddelelsen her: https://view.news.eu.nasdaq.com/view?id=b3b0dfa4f0241fc9240fa447c67735915&lang=en&src=listed
I morgen, torsdag kl. 12:30, vil Shape Robotics’ CEO André Fehrn i et virtuelt live-event præsentere det forventede opkøb og bevæggrundene samt svare på spørgsmål fra tilhørerne. Tilmeld eventet i følgende link og stil dine spørgsmål allerede nu: https://hca.videosync.fi/2023-06-29-shape-robotics/register
HC Andersen Capital modtager betaling fra Shape Robotics for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Kasper Lihn kl. 08:00 d. 28-06-2023.
Shape Robotics er en dansk uddannelsesteknologi (EdTech) virksomhed, der både udvikler robotter til skoler og videresælger EdTech udstyr til teknologiklasselokaler i store projekter. Selskabets største markeder er i Central- og Østeuropa, herunder Rumænien, Polen og Moldova. Shape Robotics blev grundlagt i 2015 som et forsknings-spin-off. Selskabet blev noteret på Nasdaq First North i juni 2020 og rykkede op på Nasdaq Main Market i november 2023.
Read more on company pageForum opdateringer
