NORDEN: Afslutter 2023 som ventet, ligesom guidance for 2024 ligger på niveau med markedsforventningerne
NORDEN har til morgen offentliggjort regnskab for 2023, der ligger indenfor rammerne af den seneste guidance og på niveau med analytikerforventningerne. Samme gør sig gældende for 2024 forventningerne. Der udbetales endnu engang et kvartårligt udbytte, ligesom der iværksættes et nyt aktietilbagekøbsprogram.
For hele 2023 realiserer NORDEN således et resultat på USD 400 mio. sammenholdt med selskabets seneste guidance på USD 380-420 mio. Konsensusforventningerne for 2023 lå før regnskabet på USD 402 mio., ifølge estimater indsamlet af NORDEN blandt analytikerne. Ca. 1/3 af resultatet kan henføres til Freight Services & Trading imens ca. 2/3 stammer fra Assets & Logistics.
Årets sidste kvartal afsluttes med et resultat på USD 43 mio. Her lå konsensusforventningerne på USD 45 mio. Det er primært Assets & Logistics der genererer overskud i Q4 2023 imens resultatet i Freight Services & Trading er tæt på nul.
Der foreslås et udbytte i årets sidste kvartal på DKK 10 pr. aktie. Det kommer efter at der i årets foregående 3 kvartaler er udbetalt henholdsvis DKK 15 pr. aktie (Q1 2023) og to gange DKK 10 pr. aktie (Q2+Q3 2023). Samlet returneres der altså DKK 45 pr. aktie i udbytter, hvilket svarer til en yield på ca. 12,5% ved det aktuelle kursniveau.
Samtidig iværksættes der et nyt aktietilbagekøbsprogram på USD 15 mio. I løbet af 2023 blev der samlet købt aktier tilbage for USD 125 mio. Sammen med udbytterne på USD 212 mio. er der samlet returneret 84% af årets overskud på USD 400 mio.
For 2024 guider NORDEN for et resultat på USD 150-250 mio., og venter altså en mere afdæmpet udvikling i 2024 sammenholdt med resultaterne i de to foregående år. Konsensusforventningerne lød før regnskabet på USD 195 mio. på analytikerestimater indsamlet af NORDEN.
Husk at vi allerede i dag kl. 9.30 afholder virtuelt event med NORDEN, hvor CFO Martin Badsted vil tage os igennem regnskabet for 2023 og præsentere de nye forventninger til 2024. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/norden-praesentation-af-arsrapporten-2023
Du finder hele 2023 regnskabet fra NORDEN her: https://norden.com/web_page/3142
Disclaimer: HCA - HC Andersen Capital modtager betaling fra NORDEN for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 8.51 d. 8/2-2024.
D/S Norden
NORDEN er et internationalt tørlast- og tankrederi med 12 kontorer globalt, og hovedkontor i København. Selskabet er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen. NORDENs handelsorienterede forretningsmodel er baseret på de to forretningsenheder - Assets & Logistics og Freight Services & Trading – hvor førstnævnte varetager ejerskab, leasing og handel med skibe samt logistikløsninger, imens sidstnævnte er operatør af skibene, men også kan tage markedseksponering. Assets & Logistics tager sig populært sagt at den langsigtede markedseksponering, dvs. mere end 2 år imens Freight Services & Trading tager sig af den kortsigtede markedseksponering, dvs. mindre end 2 år. Selskabets forretningsaktiviteter er baseret på en asset-light handelsstrategi, der kun ejer en lille procentdel (~5%) af dens samlede opererede skibsflåde bestående af tæt på 500 skibe. Forretningsmodellen gør det muligt for NORDEN løbende, at justere kortsigtet markedseksponering i forhold til udviklingen på tørlast- og produkttankmarkedet, samtidig med at man udnytter mulighederne for handel med aktiver. Interne data og avancerede analyser, risikostyringssystemer og markedsundersøgelser giver en datadrevet tilgang til eksponeringen.
Read more on company page