Analytikerkommentar

GrønlandsBANKEN: Fornuftigt start på året, og fastholder opjusteret guidance

Af Rasmus KøjborgHead of Research, Stables

Oversigt

  • GrønlandsBANKEN har offentliggjort sit regnskab for 1. kvartal 2026, hvor resultatet før skat er næsten uændret, men resultatet efter skat stiger betydeligt.
  • Resultatet før skat i 1. kvartal 2026 er DKK 36,3 mio., hvilket er et fald fra DKK 39,1 mio. i samme kvartal 2025, primært på grund af lavere nettorenteindtægter og højere omkostninger.
  • Banken fastholder sin opjusterede guidance for 2026 med et forventet resultat før skat på DKK 180-205 mio., som inkluderer en positiv effekt fra salget af ejerandel i BEC Financial Technologies.
  • GrønlandsBANKEN forventer en forbedring af basisresultatet i resten af året, trods en omkostningsstigning i første kvartal, og fastholder forventningen om moderat vækst i udlånet.

Dette indhold er genereret af AI. Du kan give feedback om det på Inderes forum.

GrønlandsBANKEN har her til eftermiddag offentliggjort sit regnskab for 1. kvartal 2026, hvor basisresultatet falder tilbage imens resultat før skat er næsten uændret og resultat efter skat stiger betydeligt. GrønlandsBANKEN fastholder sin opjusterede guidance for 2026.

Således realiserer GrønlandsBANKEN et resultat før skat i 1. kvartal 2026 på DKK 36,3 mio. sammenholdt med DKK 39,1 mio. i det tilsvarende kvartal i 2025. Den overvejende forskel er som ventet lavere nettorenteindtægter i det seneste kvartal som følge af det igennem 2025 faldende renteniveau, ligesom omkostningerne er steget og kursreguleringerne er lavere. Dog er nedskrivninger faldet markant til DKK 1,7 mio. fra DKK 13,4 mio. i samme periode sidste år, hvilket trækker den modsatte vej.

Sammenligner vi det netop offentliggjorte 1. kvartal 2026 med det foregående 4. kvartal 2025 er der tale om et fald på resultat før skat til de DKK 36,3 mio. fra DKK 48,9 mio., hvor særligt lavere nettorente- og gebyrindtægter, højere omkostninger og lavere kursreguleringer trækker ned i det seneste kvartal.

Basisresultatet udgør i 1. kvartal 2026 DKK 37,0 mio. mod DKK 45,3 mio. i samme periode sidste år. GrønlandsBANKEN bemærker, at omkostningsstigningen i første kvartal er højere end det forventede niveau for hele året, hvorfor basisresultatet ventes forbedret i den resterende del af året. Udlån er faldet marginalt med DKK 23 mio. siden udgangen af 2025 til DKK 4.899 mio., imens garantierne er steget med DKK 74 mio. til DKK 1.349 mio. Banken fastholder forventningen om moderat vækst i udlånet i resten af 2026.

GrønlandsBANKEN fastholder den i fondsbørsmeddelelse af 24. april 2026 opjusterede guidance om et resultat før skat for året på DKK 180-205 mio., hvilket inkluderer den væsentlige positive økonomiske effekt fra det betingede salg af bankens ejerandel i BEC Financial Technologies til Nykredit. Til sammenligning realiserede banken i 2025 et resultat før skat på DKK 181,4 mio.

Du kan læse hele regnskabet her: https://www.banken.gl/da/om-os/investor/regnskaber/

Husk at vi i morgen – onsdag d. 13. maj kl. 14.00 – har den store fornøjelse at indbyde til en gennemgang af kvartalsregnskabet og den seneste udvikling. Med fra GrønlandsBANKEN har vi bankdirektør Martin Kviesgaard, der også vil svare på spørgsmål fra publikum. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/gronlandsbanken-praesentation-af-regnskabet-for-1-kvartal-2026

Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra GrønlandsBANKEN for en Digital IR abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 16.00 d. 12/05-2026.