Dagens aktienyheder 14/04
Dagens aktienyheder 14/04: Danske Bank, Skjern Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Ascelia Pharma AB
Danske Bank var i går aftes ude med en opjustering af sine forventninger til 2023, og løftede samtidig sløret for de foreløbige hovedtal for 1. kvartal 2023. Således venter banken nu et helårsresultat på DKK 16,5-18,5 mia. fra tidligere DKK 15-17 mia., svarende til en opjustering på lige i underkanten af 10% målt på midtpunktet af guidance. Konsensusforventningerne lå ifølge estimater indsamlet af Danske Bank blandt 12 analytikere på DKK 17,3 mia. (medianen) og DKK 17,5 mia. (gennemsnit). Læs hele vores kommentar her, og tilmeld dig vores event med Danske Bank mandag d. 1. maj: https://lnkd.in/eEd9KshZ
Skjern Bank har her til morgen opjusteret forventningerne til 2023. Således venter banken nu et resultat før skat i 2023 på DKK 240-280 mio. fra tidligere DKK 210-250 mio. Samtidig ventes nu et basisresultat på DKK 250-300 mio. imod tidligere DKK 225-275 mio. Årsagerne til opjusteringen er fortsat stærk kundetilgang, øgede renteindtægter og en uændret stærk kreditkvalitet, og ligger dermed helt i tråd med de 4-5 andre banker der også har opjusteret i denne uge. Læs hele meddelelsen fra Skjern Bank her: https://lnkd.in/eQvgi9JW
Sparekassen Sjælland-Fyn udsendte i går eftermiddag kort før markedets lukning en opjustering af sine 2023 forventninger. Således venter sparekassen nu et resultat før skat for hele 2023 på DKK 550-650 mio. fra tidligere DKK 500-600 mio. Aktien reagerede med en stigning på næsten 4% i dagens marked til kurs DKK 190, og ligger dermed på nogenlunde samme niveau som ved starten af 2023. Læs hele vores kommentar her: https://lnkd.in/dhxAKjW4
Ascelia Pharma AB udsendte i går efter markedets lukning selskabets fulde årsrapport for 2022. Rapporten indeholder de allerede offentliggjorte hovedtal for selskabet, herunder en likviditetsbeholdning på SEK 149,6 millioner, der ventes at sikre selskabet minimum frem til og med 4. kvartal 2023 forud for den potentielle lancering af kontrastmidlet Orviglance i USA. Ascelia Pharma AB deltog for to uger siden i et event hos HC Andersen Capital, hvor selskabet gennemgik sin kommercialiseringsstrategi for Orviglance. Se præsentationen her: https://lnkd.in/euu7Z4p6
Vi udsendte i går vores andet månedlige Software-as-a-Service (SaaS) nyhedsbrev, der dækker den seneste udvikling i sektoren for marts måned. Temaet i nyhedsbrevet er primært på 2023 guidance og vækstforventningerne, der blandt de danske SaaS selskaber (median) estimeres lidt højere end i 2022, hvilket også er på linje med Gartners markedsestimat for softwaresektoren i 2023.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Jesper Thomsen - 14/04 2023 kl. 08:59