Dagens Aktienyheder 1/12
Dagens aktienyheder 1/12: Impero - Compliance. Simplified., Gubra, Qlife, SKAKO
Impero - Compliance. Simplified. meddelte i går, at selskabet har gennemført den rettede emission på DKK 10 mio. (bruttoprovenu) i tråd med tidligere meldinger. De nye aktier blev tegnet af Kolind A/S, BankInvest, Klaus Holse, Christian Sagild, Imperos CFO Morten Lehmann Nielsen, Imperos bestyrelsesformand Jørgen Bardenfleth og en ny investor. I går meddelte Impero også, at selskabets CTO Allan Lykke Christensen har besluttet at fratræde sin stilling i Impero ved udgangen af februar 2024, da han vil forfølge nye udfordringer uden for Impero.
Gubra opstarter fase-1 forsøg med fedme lægemiddel – læs mere i vores kommentar her: https://www.inderes.dk/analyst-comments/gubra-opstart-af-fase-1-forsog-med-gubamy
Qlife meddeler her til morgen, at man har ansat Peter Thorsen som ny CFO, der afløser nuværende CFO Kasper Boel Rousøe. Peter Thorsen har blandt andet været hos EY, DSV og Widex og starter 1. januar 2024 i Qlife Holding.
SKAKO meddelte i går at man frasælger SKAKO Concrete A/S til investeringsselskabet Zefyr Invest, og fokuserer forretningen på SKAKO Vibration som det fortsættende selskab. SKAKO Concrete sælges for DKK 123 mio. målt på Enterprise Value, svarende til en 2022 EV/EBIT på 11,0x. SKAKO har tidligere været i dialog med Zefyr Invest som tilbage i starten af 2023 havde intention om at købe alle driftsaktiviteterne ud af SKAKO – en handel der dog dengang faldt til jorden af ikke-oplyste årsager. Transaktionen er ikke gjort betinget, og ventes afsluttet i slutningen af december 2023. Af meddelelsen fremgår det at SKAKO vil udbetale hele nettoprovenuet på DKK 116 mio., svarende til DKK 38 pr. aktie til aktionærerne. Udbetalingen ventes at ske til februar 2024, ligesom SKAKO også bibeholder intentionen om et ordinært udbytte. SKAKO steg i går med næsten 27% til kurs DKK 90, hvilket er det højeste niveau aktien har handlet i siden maj 2018. I næste uge – fredag d. 8. december kl. 13.30 - kan du høre mere om transaktionen, og planerne med de fortsættende aktiviteter når vi afholder event med SKAKO.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Rasmus Køjborg, CFA - 1/12-2023 kl. 09:03