Dagens aktienyheder 10/07-2023
Dagens aktienyheder 10/07: Odico A/S, Tryg, Aktier med Friis
Odico A/S kan i en pressemeddelelse her til morgen annoncere sin første kommercielle ordre indenfor de støbeforme til 3D hærdeplast de, via et udviklingsprojekt støttet af innovationsfonden, har arbejdet på siden 2020. De 24 støbeforme skal leveres til Aarsleff og Peri og skal bruges i byggeriet af "The Dome" ved AroS Museum i Aarhus.
Tryg offentliggør efter planen sit regnskab for 2. kvartal 2023 i morgen tidlig før markedet åbner. Forud for regnskabet har Tryg indsamlet konsensusestimater blandt 14 analytikere som dækker aktien, og som blev sendt til markedet i sidste uge. Analytikerne venter at bruttopræmieindtægterne lander på DKK 9.325 mio. i Q2 2023, svarende til en lille nedgang på 1,6% y/y sammenholdt med året før. Ligeledes ventes der et fald på næsten 10% y/y i det forsikringstekniske resultat, der estimeres til at lande på DKK 1.828 mio. Til gengæld ventes investeringsresultatet at være vendt til et plus på DKK 101 mio. sammenholdt med sidste års store tab på DKK 948 mio. Derfor forbedres bundlinjen også markant med et forventet resultat før skat på DKK 1.395 mio. imod DKK 507 mio. sidste år. Combined ratio ventes at hedde 80,4% imod 78,7% sidste år. Det kvartårlige udbytte estimerer analytikerne til DKK 1,85 pr. aktie, hvilket er det samme niveau som i det foregående Q1 2023, mens det sidste år efter Q2 2022 lå på DKK 1,56 pr. aktie. Du finder alle konsensustallene her på Tryg’s hjemmeside: https://tryg2021tf.q4web.com/English/announcements/news-details/2023/Consensus-estimates-on-Tryg-AS-efbaea3cc/default.aspx
Vi er i gang med runde 2 af boksekampen mellem hvem der her ret, aktiemarkedet som prissættes efter en blød landing eller obligationsmarkedet, som har et mere negativt syn på verden. Første runde i foråret gik til aktiemarkedet, men hvad skal man holde øje med her i anden runde? Det var noget af det vi så på i denne uges aktier med Friis. https://www.inderes.dk/videos/aktier-med-friis-uge-27
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Claus Thestrup - 10/07 2023 kl. 09:00
