BioPorto: Årsregnskab 2025 bekræfter foreløbige tal – guidance for 2026 fastholdt
Oversigt
- BioPorto har offentliggjort årsrapporten for 2025, som bekræfter de foreløbige tal og fastholder guidance for 2026.
- Omsætningen for 2025 var 40,3 mio. kr., en stigning på 11%, drevet af NGAL RUO-salget i USA og ProNephro AKI-salg.
- FDA pre-submission forventes indsendt i marts 2026, hvilket bekræfter tidslinjen for voksenstudiet.
- Kapitalbehovet for 2027 er en faktor, investorer bør overvåge, da nuværende likvide midler forventes at dække aktiviteterne gennem 2026.
Dette indhold er genereret af AI. Du kan give feedback om det på Inderes forum.
BioPorto har i dag offentliggjort årsrapporten for 2025, som bekræfter de foreløbige og ureviderede tal, der blev annonceret den 5. februar 2026. Der er ingen overraskelser i de endelige tal, og 2026-guidance er uændret.
Den samlede omsætning for 2025 endte på 40,3 mio. kr., en stigning på 11% (13% i konstante valutakurser) og inden for den seneste guidance på 40-45 mio. kr. Væksten var primært drevet af NGAL RUO-salget i USA, som steg 25% til 18,4 mio. kr., samt ProNephro AKI-salg gennem distributører på 4,3 mio. kr. Den samlede NGAL-omsætning steg 22% til 28,2 mio. kr. og udgør nu 70% af den samlede omsætning. Det justerede EBITDA-tab endte på 76,5 mio. kr., inden for guidance på 75-80 mio. kr. og en forbedring ift. de foreløbige estimater på ca. 77 mio. kr. Likvide midler ved årets udgang var 54,9 mio. kr.
Årsregnskabet indeholder en enkelt ny oplysning af betydning: FDA pre-submission forventes nu indsendt i marts 2026, en konkretisering af det tidligere kommunikerede mål om "inden udgangen af Q1 2026". Det er et lille men positivt skridt i retning af den næste regulatoriske milepæl og bekræfter, at tidslinjen for voksenstudiet forløber som planlagt.
2026-guidance er uændret med en forventet omsætning på 48-58 mio. kr. (20-45% vækst) og et justeret EBITDA-tab på 50-60 mio. kr. (22-35% forbedring). Selskabet fastholder ligeledes sine 2028-ambitioner om en omsætning på 150-200 mio. kr. og en justeret EBITDA-margin på mindst 15%, samt positiv pengestrøm i andet halvår 2027.
Hvad angår kapitalbehovet fremgår det, at de nuværende likvide midler på 54,9 mio. kr. forventes at dække aktiviteterne gennem 2026. For at sikre finansiering ind i 2027 fortsætter selskabet med at modne sine fremtidige finansieringsmuligheder, herunder potentielle frasalg af ikke-kerneaktiver suppleret med kreditfaciliteter og andre finansieringsløsninger. Der er således ikke annonceret ny kapitalrejsning i forbindelse med dette regnskab, men behovet for ekstern finansiering til 2027-aktiviteterne er fortsat en faktor, som investorer bør holde øje med.
Samlet set er dagens regnskabsmeddelelse en bekræftelse af den allerede kommunikerede retning snarere end en katalysator i sig selv. Fokus for investorer i 2026 forbliver hospital-onboarding mod målet om 60+ aktive hospitaler i USA ved årets udgang, den forestående FDA pre-submission og den fortsatte vækst i NGAL RUO-salget.
Vi afholder event med ledelsen i dag kl. 10.30, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra BioPorto for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Michael Friis, kl. 08.20, d. 26.03.2026
