Goddag til læsere af morgenoversigten, seere af Inderes TV og medlemmer af Inderes-fællesskabet. Verneri, det her er vist lidt ligesom dit afskedsinterview som medarbejder hos Inderes. Det er helt sikkert ikke sidste gang, du er ansigtet på Inderes-TV. Du rykker videre til nye udfordringer, ja. Vil du fortælle lidt til dem, der ikke nødvendigvis har hørt nyhederne? Hvor skal du hen?

Puh, endelig fik jeg lov til at fortælle denne nyhed offentligt. I tirsdags udgav jeg den sidste kvartalstime og skrev en lang indlæg på forummet. En takketale til både personalet, Inderes og naturligvis vores fantastiske fællesskabs- og forummedlemmer. Så jeg hopper altså over til et job som porteføljeforvalter. Jeg skal bestyre en ny fond ved navn Arvon kasvattajat sammen med Antti Bergholm, som er adm. direktør og porteføljeforvalter i et kapitalforvaltningsselskab ved navn Aristoi Capital Management. Denne fond fokuserer særligt på at investere i selskaber, der rentabelt og fornuftigt investerer deres pengestrømme enten for at vokse tilbage i den forretning eller muligvis for eksempel opkøb. Det er i praksis det primære fokus, men det er defineret ret bredt. Så derunder rummer der jo så til gengæld en hel del selskaber. Investering har jo været hos mig helt siden 2009. Startet som en lidenskabelig hobby. Og da dette projekt kom op og det så blev finpudset på detaljerne, passede det bare til mig som fod i hose. Jeg er glad for, at dette er blevet realiseret helt til dette punkt, og at jeg kan gøre min lidenskab til et 100 procent fuldtidsarbejde.

Ja, tillykke med modet til at kaste dig ud i et nyt eventyr og en ny mulighed! Det lyder investeringsfilosofisk også som noget, der passer. Passer fremragende til Verneri Pulkkinen. Hvordan føles det? Vi har jo vidst det her allerede før sommeren, og man har selv haft tid til at vænne sig til tanken. Nu er nyheden ude. Hvordan føles det, når det er virkelighed? Hvordan føles det?

Man har en lettet fornemmelse i maven på samme tid og føler sig lidt spændt, hvilket man jo selvfølgelig også skal være. Spændingen er et tegn på, at sagen betyder noget for mig, og at jeg fokuserer på de nye udfordringer. Men samtidig har jeg sådan en. Sindet er meget roligt. Jeg har en fornemmelse af, at beslutningen under alle omstændigheder er den rigtige. Man kan jo selvfølgelig aldrig på forhånd love, hvordan man klarer sig som porteføljeforvalter, eller hvordan det vil gå. Det vil tiden jo vise i praksis. Men det at beslutningen er rigtig, når man følger sin egen lidenskab, det giver mig en enormt rolig og på sin vis afbalanceret følelse af, at dette helt bestemt er et skridt i den rigtige retning. Og nu er jeg glad for det.

Jeg kan endelig tale om det offentligt, fordi disse finansverdens ting, som er underlagt regulation, de er sandelig meget strengere. Internt har dette jo. Du vidste det i sommers, og internt i selskabet? Jeg fortalte det, da jeg vendte tilbage fra ferie. Og selv da kunne jeg kun tale om emnet på et meget overfladisk plan, nemlig at jeg skulle skifte arbejdsgiver. Og nu er jeg glad for, at tingene er nået til det punkt, hvor jeg kan tale helt åbent om dem offentligt.

Ja, men hør her, sikke en utrolig rejse disse ti år har været. Du var vores medarbejder nummer 13, og lige før, da vi fik en kop kaffe, nævnte jeg, at dette var en decideret skelsættende rekruttering i selskabets udviklingsforløb, fordi efter du kom ind i huset, begyndte det at tage form, som Inderes i dag er så kendt for. Altså vores fællesskab, som på sin vis har givet denne selskab en særlig sjæl. Du kom ind i denne rolle, hvis vi skruer tiden ti år tilbage. Du fik frie hænder og gik ligesom bare i gang med at arbejde. Så hvordan? Hvordan vil du beskrive det? Hvordan var det at gå i gang med den opgave?

Det var en ret vild tid. Jeg er super taknemmelig for, at vi fik helt frie hænder og tillid, og at mine gøremål ikke blev overvåget vildt meget, men at man bare lod det køre. Men det siger også meget om selskabets kultur, at folk bliver givet rigtig meget frihed. Men så må man jo selvfølgelig også bære ansvaret på samme tid. Men sådan noget passer mig selv rigtig godt. Jeg kan lide at planlægge og gøre tingene selv, prøve tingene af selv og derefter også bære ansvaret for, hvordan det går. Virkelig spændende.

I starten var Inderes, og dette er ikke særlig langt fra sandheden, den vittighed som nogen altid har fyret af, at på det tidspunkt havde Inderes' hjemmeside var det 15 besøgende, hvoraf 13 var deres eget personale. Nå, men så havde Inderes jo naturligvis en morgenoversigt, som nåede ud via Nordnet, men selv dengang kom distributionen i høj grad via Nordnet, så man kunne måske nå ud til tredive tusinde læsere eller noget i den retning, så man kunne jo sige til selskabet, at vi når ud til investorer. Men vores egen hjemmeside var i praksis fuldstændig tom og blottet for trafik. Jeg observerede ret hurtigt, at dette er en strategisk og generelt ret sårbar position, for selvom man er gode venner og på god fod med Nordnet, er man jo på sin vis alligevel bare sådan en. Selvom det er ens egen forretning, er man vel ikke helt underleverandør, men dog på en eller anden måde fuldstændig prisgivet en anden distribution. På de sociale medier skifter algoritmerne konstant, og hvad nu hvis en anden begynder at opbygge sin egen distribution meget kraftigere og formår at kapre alle investorers opmærksomhed før en selv? Så en følelse af hasteværk opstod rigtig hurtigt hos mig selv om, at vi hurtigt var nødt til at skabe en tjeneste, der tiltrækker folk i tilstrækkelig grad.

Nå, men jeg kom jo på mange måder til et dækket bord, da der allerede var analyser. Nu kan jeg ikke huske præcist, hvor mange selskaber der var tale om, om der var måske 45-60 selskaber under dækning dengang, men der var under alle omstændigheder allerede en del. Og morgenoversigten havde som udgivelse allerede udviklet sig til en decideret institution. Så det var rigtig godt at bygge videre på det og øge trafiktallet på hjemmesiden sammen med teamet. På det tidspunkt var Facebook rigtig vigtigt.

Det var en fantastisk tid. Hvad angår Facebook, synes jeg, at algoritmerne favoriserede os, som var aktive.

Som allerede var det. Det var efter min mening en af de største succeser dengang, at vi udnyttede for eksempel Facebook Live, hvilket ikke særlig mange andre gjorde. Men Zuckerberg ville det. Han plejer jo altid at skifte mening hvert andet år. Hvad han vil have folk til at gøre? Nu handler det om AI-ting, men dengang var det sådan, at han ville have alle til at lave Facebook Live, så algoritmerne belønnede en for det. Og da ingen andre i Finland gjorde det, fik Inderes synlighed ved ganske enkelt bare at gøre det. Videoerne ser nok helt forfærdelige ud i en nuværende seers øjne, men dengang var det revolutionerende, at nogen i den finansielle sektor turde tale åbent om aktier. Sådan var den tid. Det var en stor succes og hjalp med at opbygge Inderes' omdømme.

Men den fornemmelse af hasteværk. Det kan jeg huske, at jeg havde de første år. Jeg havde altid voldsomme hjerterytmeforstyrrelser efter regnskabssæsonen. Jeg kunne ikke dyrke motion i en måned, jeg var så færdig efter hver regnskabssæson. Det vidner efter min mening også om Inderes' modning og strukturer og om, at det er lykkedes os at opbygge gode teams og mennesker her. Nu har jeg næsten ikke haft dem her i de seneste år, og regnskabssæsonen.

Og regnskabssæsonerne er også afbalancerede.

Det er et ret godt tegn, men jeg nævner det bare, fordi hjerterytmeforstyrrelserne jo ikke i sig selv selvfølgelig, men det kan illustrere, at man helt klart har været belastet. Og det havde jeg jo også. Jeg læste stadig på min kandidatuddannelse på skolen på samme tid, så der var ligesom en form for dobbeltbelastning oven i arbejdet. Men det afspejler meget godt, at der var. Jeg havde i det mindste en voldsom ildhu for, at tingene skulle opnås hurtigt. Og for at prøve en masse ting af, for på de sociale medier finder man ud af tingene ved at prøve dem af.

Ja bestemt, tempoet i arbejdet var virkelig højt, men jeg husker også tydeligt, at det var, og altså stadig er. Det var rigtig sjovt. Vi lavede sjove ting. Jeg tror på, at det skinnede igennem og stadig skinner igennem til seerne, at der er den lidenskab for det, man laver. Og det kontor, jeg kom til dengang. Det var det. Det var en bestemt type Big Brother-hus. For man vidste det ikke. Man vidste aldrig, hvornår Pulkkinen kom farende med et kamera bag ens ryg med en livestream kørende og begyndte at interviewe, så det var noget af et. Det var noget af en oplevelse.

Og nu om dage har vi jo fine studier her og så videre, så dengang var det et rystende kamera med mobiltelefon, dårlig lyd og. Men det var tilstrækkeligt. Ja, publikum kunne lide det dengang. Jeg kan huske, at vi fik rigtig meget god feedback fra seere og investorer, og så begyndte forskellige videoproduktionsselskaber at ringe til mig og sige, at det ser helt forfærdeligt ud, det I laver. Har I ikke brug for vores hjælp?

Det er meningen.

Sammen med dig. Gik vi hen. Gik vi hen for at interviewe børsselskabernes ledelse, og der sad bankfolkene og kiggede på os og tænkte, hvad hulen foregår der, da vi trak stativet frem og klappede det op og begyndte at interviewe ledelsen. Men det var. Det var. Sådan var den tid. Det er en ny måde at gribe tingene an på.

Nemlig. Efter min mening var det fornuftige netop, at det var tilstrækkeligt, og iPhones på det tidspunkt. Og selvfølgelig også andre telefoner. Men vi brugte iPhones. De begyndte som hovedregel at være gode nok til, at de producerede et billede, der var skarpt nok, så det behøvede ikke at være. Og en stor tak til dig, og det kan jeg huske. Du pressede folk til at deltage i de her livevideoer. Det hjalp meget på ens eget arbejde, at folk bakkede op, og jeg syntes selv, det var sjovt senere hen, da man gik mere over til, fordi Facebook til sidst ikke længere understøttede livevideo-algoritmerne, og på YouTube fungerer et lidt mere klippet og gennemtænkt videoformat bedre. Måske det. Så gik man over til optagelser af denne type. Så fik folk faktisk en krise over det. Eller det er ikke live, hvad i al verden sker der? Det var sjovt.

At man var nødt til at glide ind i det og tilpasse sig. Tilpasse sig. Spillebanen ændrer sig, og det har også været en flot. Flot succes. Men altså tingene begyndte at fungere, og så begyndte der også at komme rigtig meget beundring udefra for, hvor virkningsfuldt og flot arbejde du og Inderes udfører på dette felt. Store virksomheder tænker: Hvad er det, I laver? Hvad går jeres koncept ud på? Hvad ville du sige? Hvad, hvad? Hvordan vil du opsummere det? Hvad er hemmeligheden bag opbyggelsen af det fællesskab? Hvad blev der sat i gang dengang?

Et simpelt svar på det. Nå, hvis jeg husker alle de der rundspørger rigtigt, hvor folk i vildt fine klæder sidder på den anden side af bordet og spørger, hvad opskriften er. Men det er jo helt enkelt bare et spørgsmål om at komme i gang med at gøre det. For mange er det faktisk overraskende svært, fordi mange mennesker gerne vil planlægge, og så kommer frygten for at fejle altid snigende. Det herlige ved sociale medier er jo i sidste ende, at hvis man fucker op på den traditionelle måde – for eksempel ved, at ens video bare er brandærgerlig og kedelig – så viser algoritmerne den jo ikke til nogen. Nej, ingen ser den bommert. Medmindre man selvfølgelig allerede er et kendt navn. Hvis nogen begik en fejl hos Inderes nu, ville lidt flere mennesker nok lægge mærke til det. Men især dengang var risikoen for at fejle altså ret lille. Altså, så længe man ikke sagde noget fuldstændig tåbeligt og uovervejet, der ville gå viralt på den forkerte måde, handlede det jo i bund og grund bare om at kaste sig ud i det og prøve.

Men det er klart, at for bare at gå i gang med at lave ting, kræver det, at man har noget substans at tale ud fra. Og der har Inderes en fuldstændig enorm styrke. Det har de. Huset er fuldt af passionerede aktieentusiaster og eksperter, analytikere og folk i community-teamet. Mange – som mig selv eller Iikka i dag – laver videoer om forskellige internationale selskaber, og der er bare en brændende passion for at fordybe sig i selskaber og fænomener. Man har noget spændende at fortælle, og så er det bare med at komme i gang. Og når man gør det, lærer man af det, og man får data fra nettet om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Og så finpudser man det løbende. Det er faktisk hele hemmeligheden. Jeg synes, det ville være ret nemt for mange ekspertorganisationer selv at lave den slags, hvis bare de begyndte at prøve. Men jeg indrømmer da, at eksperter ofte har det med at tale for indviklet, men det lærer man også at formidle i et mere folkeligt sprog, efterhånden som man gør det. Det er mit helt enkle budskab her. Men det er klart, at man også skal have nogle fornuftige ting at tale om, for hvis man ikke har det, kommer man bare til at konkurrere. Konkurrencen inden for de lidt mere overfladiske emner – hvis man kan bruge det udtryk – er naturligvis benhård, mens konkurrencen på ekspert- og investeringsområdet måske er lidt mindre, men man er altså nødt til at vide, hvad man taler om.

Ja, ja. Lad os blive ved nostalgien og lidt af startup-tidens romantik, selvom romantisering og nostalgi er forbudt i erhvervslivet. Men lad os tillade det i denne sammenhæng. Du har lavet hundredvis af virksomhedsinterviews, vis, og helt sikkert snesevis af roasts. Hvad er – de er jo blevet grillet! Hvad er den mest mindeværdige roast? Hvad har du lavet?

Nå, men jeg tænker selvfølgelig stadig på den allerførste roast. Det var med Nixus daværende administrerende direktør Petri Kairinen, og Petri mindede lige om på LinkedIn her den dag, at den vist var ret lunken, men alligevel. Men det var altså den første. Derfra begyndte det så for alvor at udvikle sig.

Man har jo en eller anden form for erindring om hver enkelt af dem, især når man har mødt en masse forskellige direktører, og nogle er så vanvittigt overbeviste om deres egne synspunkter, mens man selv tænker sit i sit stille sind. At det, han siger der, overhovedet ikke giver mening, og så videre – så de er meget forskellige. Nu er der jo efterhånden så mange af dem, at man næsten burde se dem alle igennem. Generelt set om direktørinterviews. Nogle af de personligheder stikker helt klart ud. Magnusson fra Sampo-koncernen har nok sat sig stærkest igennem i erindringen. Måske ikke den letteste at interviewe. Samtidig respekterer jeg den faglige dygtighed og det fokus, han lagde for dagen, fuldstændig enormt; han var bare den person, han var. Jeg havde altid en fornemmelse af, at han ikke brød sig om at tale om andet end tingskadeforsikring. Alt andet var overflødigt. Jeg beundrede på sin vis det laserpræcise fokus. Jeg synes, det var det allersidste interview med ham. I Stockholm var stemningen allerede lidt mere afslappet, fordi han var på vej på pension, og der kunne han finde på at tale om andet end bare tingskadeforsikring. Men jeg beundrede på en måde, at han på en eller anden måde var så knivivsk klar i sin optik. At alt, hvad der faldt uden for tingskadeforsikring, efter hans mening vist var temmelig unødvendigt. Det føltes bare som om, at de ting står meget varmt i erindringen. Hvis blot man selvfølgelig kunne tale om hver enkelt.

Jeg er nødt til at fremhæve en. Markus Rauramo, Fortums administrerende direktør. En af de varmeste personligheder, jeg har lært at kende gennem årene. Det er fantastisk. Hvordan en topredeleder for et stort selskab, som har travlt, alligevel altid tager sig tid til at høre til familien. Vi ved, hvordan vores kæledyr har haft det gennem årene, og han sludrer med folkets teknikere. Spørger altid til, hvordan det går med mig. Det vidner også om godt lederskab, at man behandler alle mennesker rigtig godt. Jeg må hellere give Markus en særlig omtale, for man sidder tilbage med et virkelig varmt indtryk. Det her er selvfølgelig ting, som er foregået bag kameraet, for vi spørger jo ikke ind til mandens private liv under selve interviewet, men alligevel. Men det var bare nogle få eksempler, jeg ville fremhæve.

Godt, det er en god ting at fremhæve fra vores roasts. Jeg er simpelthen nødt til at nævne en. Kan du huske Tommi Tervainens roast? Ja, det var dengang på vores kontor, før vi havde nogle fine studier overhovedet. Hvis man skulle optage en video, kiksede vi et setup op et eller andet sted, og det var det. Lige foran Sauli Viléns skrivebord havde vi sat et par kontorstole, hvor I sad, og Sauli havde bestilt frokost derfra, Hanko Sushi. Og så sad jeg og så den roast. Ej, hvor er det vildt, livestreamen kører. Og der står den pose fra Hanko Sushi lige mellem føjnene på Tommi. Jeg tænkte bare nej, vi kunne da have tænkt os en lille smule om med det setup, så vi ikke lod den stå der. Men endnu en gang var indholdet i top. Tommi var helt fantastisk.

Fantastisk, fantastisk.

Historien satte sit præg på det, og Kotipizzas historie var storslået, men der var en konkurrent involveret.

Konkurrentens sushipose.

Og gode efterårsfarver.

Ja, og jeg var nødt til selv at starte livet op i starten. På et tidspunkt kom Erno, når han havde tid til det ved siden af alt det andet arbejde, og trykkede på knappen for at gå live, men ellers ikke. Hvis jeg husker rigtigt, var det Technopolis-roastet på Technopolis-kontoret. Selskabet var på det tidspunkt noteret, så jeg vist selv stod og rodede med det her setup på Inderes.fi, og jeg sagde bare et eller andet til ham om, at han lige kunne fortælle lidt om sig selv, mens jeg fik sat gang i livestreamen på Inderes.fi, så vi startede bare ud med sådan nogle helt basale ting.

Ja, men det handler jo stadig om bare at komme i gang, og det er jo på den måde, at vi nu har fået fine og fungerende setupper og så videre. Har du noget? Har du nogle afsløringer fra din tid her? Hvad vil du dele nu? Nu hvor du alligevel ikke kan blive fyret, så er det nu, det kommer.

Der er altså to en halv dag endnu. Det kan vel næsten nå at gå galt på episk vis. Jeg har ellers prøvet. Faktisk forsøgte jeg at tænke længe over det spørgsmål. Ville der være et eller andet? Jeg har oplevet, at der generelt er en ret åben debatkultur her. Man må sige sin mening. Og så har jeg i hvert fald ikke haft intern viden i min varetægt eller noget af den art, der kunne misbruges, og det har jeg heller ikke på nuværende tidspunkt. Hvad skulle jeg dog kunne afsløre? Jeg ved det ikke, selv vores næste regnskabsmeddelelse – jeg føler ikke, der er noget, man ville blive fyret for alligevel. Der har været en åben debatkultur her, hvor man kan tage både problemer og styrker op til revision. Jeg kan i hvert fald ikke lige komme i tanke om noget på stående foot.

Nå, hvad med det så? Vi har allerede fået gang i diskussionen på forummet. Det handler selvfølgelig om nostalgi, vemodige stemninger og. Og så det her med, at der er store sko, der skal udfyldes, og et stort tab for Inderes. Hvad? Hvordan vil du svare på det?

Det kan man efter min mening gribe an på mange måder, og det er rigtigt, at jeg, Verneri og Inderes. Vi har været en ret unikt kombination, og man skal måske ikke altid tænke. Eller det ville jeg i hvert fald ikke selv gøre, hvis man rekrutterer en direkte afløser for mig. Eller hvis man nu ansætter en person til en helt anden rolle. Jeg er jo ikke med i de processer, så jeg ved det ikke. Så jeg vil nødig have, at man tænker om vedkommende, at 'det der er den nye Verneri'. For det er en rimelig stor. Forventning at have på forhånd, at det her har været meget. Jeg har selv opbygget denne rolle, og jeg har fået den gave og frihed til at forme den, så den passer til mig. Og jeg har nydt det i fulde drag. Så hvis du ser mig live, er jeg ret overbevist om, at jeg er meget den samme type som for rullende kameraer.

Så. Og mange har da også sagt, at det føles, som om vi har mødt hinanden før, når vi ses i virkeligheden, selvom den ene kun har set den anden gennem en skærm. Sådan er det. Lidt på samme måde som Oscar Wilde siger: Vær dig selv, for alle andre. Alle andre er der allerede taget hånd om, og det samme gælder her – man finder nok næppe en identisk Verneri. Og det behøver man vel heller ikke. Og det er klart, at det er let for mange at tænke på, når en person, der har stået for en markant del af Inderes' videovisninger, forlader skuden. At det efterlader et stort hul, der skal udfyldes. Det er det bestemt, det er helt sandt.

Og her har selskabet naturligvis en stor opgave i at opmuntre personalet til at opbygge personlige brands, finde nye talenter og udvikle dem internt i huset. Og heldigvis findes der allerede den slags folk, men det er samtidig også en oplagt anledning til at genoverveje en masse ting. For jeg synes i hvert fald selv, at jeg anlægger en ret ydmyg tilgang til mit eget arbejde; et eller andet sted i mit hoved lurer der nok allerede en dinosaurtænkning, for eksempel. Korte videoer på sociale medier. Jeg har haft et par hits gennem årene, men jeg synes ikke, jeg har været vanvittig god til det, hvorimod jeg har været stærk på YouTube. Selvom jeg selv synes, jeg har været en ganske moderat god medarbejder, kan der dukke et nyt talent op, som måske er vildt god til TikTok og IG. Eller som måske skriver endnu bedre eller finder sit helt eget format og formidler det fremragende. Og så kan det jo ske, at folk om et halvt år sidder og udbryder: 'Hvor var det egentlig godt, at Verneri smuttede, for da han forlod skuden, blev der plads til nogle andre'. Det kan jo lige så vel vende på den lede, og det kan vi efter min mening ikke rigtig vide på forhånd. Man kender jo nogenlunde dem herhjemme i Finland, der taler om investeringer under eget navn, men man ved aldrig, hvem der dukker op fra de yngre årgange eller det ældre gardes rækker.

Sådan vil jeg sige det – de bliver ikke bare. De sko kan jo bare stå, hvor de står, et eller andet sted. Med Vernerin vartti forholder det sig jo sådan, at jeg i høj grad lavede den fuldstændig selv. Det var meget sjældent, at jeg rådførte mig med nogen. Nogle gange sparrerede jeg med Marianne eller nogle af analytikerne. Og det at erstatte Vernerin vartti... Det er knyttet så stærkt til min person, og navnet forbliver naturligvis hos Inderes, som ejer alt materiale, men i princippet ville intet forhindre mig i at fortsætte, selvom Kasper lige foreslog før, at jeg skulle begynde at lave Vernerin kvartti eller et eller andet. Det er bare personificeret så stærkt omkring min person, at det ligesom følger med. Jeg ville ikke forsøgte at erstatte det direkte, medmindre der selvfølgelig dukker en op, som kan levere noget nogenlunde identisk, men det må tænkes at vise sig. Men man kan jo aldrig vide.

Nå, men jeg tænker, at Verneri drager af sted med skoene på og forhåbentlig vender tilbage.

Det kan man ikke engang.

Champagne. Så kommer der nye mennesker og nye støvler, små og store, og mennesker, som vokser her. Jeg tror på, at dette selskabet har været, og fortsat er, godt til at rekruttere talenter, men også frem for alt til at skabe rammer, hvor disse talenter kan vokse her.

Der er alle forudsætninger for det her. Det skal der være. Et menneske skal sandelig have stædighed, og det kan jeg sige, hvis nogen overvejer det. Man er nødt til at kunne sige nej her, for hvis man siger ja til alt, så bliver man revet med ind i ethvert projekt. Man skal kunne sige nej til mange ting, men naturligvis også ja til de rigtige ting.

En lille reklame: ura.inderes.fi. Der kan man kigge på vores ledige stillinger. Eller er det careers.inderes.com? Nå, men i al fald finder I vores karriereside der under inderes.fi. Men Vernerin vartti, kvartti, dine sociale medie-indhold. Mange har nok et stort spørgsmål: Kan man fremover nyde godt af Verners gode investeringsindhold fra et eller andet sted?

Ja, det kan man. Jeg har i hvert fald en ide om at fortsætte som aktiv. Vi har også haft den aftale med Aristoi indtil nu, at Aristoi har været en investor med en rigtig lav profil. Så den nye fond er det også meningen skal være meget mere folkelig, så der vil helt sikkert blive kommunikeret om den. Jeg er aktiv på X for eksempel, og jeg vil også forblive aktiv på Inderes' forum, hvor der er masser af god debat. Efter min mening er det en sand skattekiste, og det er altid sjovt at sparre med folk der. Man kunne eventuelt oprette en videokanal for Aristoi, eller vi må se nærmere på detaljerne omkring videoerne. Jeg har sagt det lidt mere forsigtigt, da intet er nagelfast, og man selvfølgelig må se, hvordan denne hverdag kommer i gang.

Inden for fondsforvaltning er de vigtigste ting efter min mening, at jeg a) ikke taber folks penge, og b) at vi får dem placeret afkastgivende. Det er de vigtigste ting for den nye interessentgruppe, og så tænker man ud over alt det andet på, hvilke tanker der opstår til videoer. Men som jeg har set, tak til alle, selvom nogle har kommenteret. De takkende kommentarer på Vernerin vartti viser, at der helt klart er et savn, og det kan jeg se på statistikken, og folk er mødt op. Mange gange. Selv når man taler med folk på gaden, der har syntes om det, så ville det bestemt være dejligt at fortsætte med at lave den slags videoer. Ikke på en så stram cyklus, for hvis man for eksempel gjorde det en gang om ugen, så kræver det rigtig lang tid at lave det kvarter godt, det vil sige, at man skal satse på det. Nu er porteføljeforvaltningen dog det vigtigste, men måske lidt mere lempeligt. Det skal nok komme, men jeg melder mere ud om det, når der er detaljer.

Lad os. Lad os vente at se. Nu må du også reklamere for din kommende arbejdsgiver. Hvis. Hvis nogen er interesseret i at kopiere Verners investeringsstrategi og følge dig som investor, hvordan er det så muligt?

Den nye fond er faktisk ved at blive startet op, og det er meningen, at den praktisk talt skal starte i næste måned. Al denne markedsføring er naturligvis underlagt tilladelse, så man er nødt til at indsætte grundige disclaimere her. Men man vil nok altid fremover se mig gå rundt på gaden i en jakke med en disclaimer, for alt hvad jeg siger, kan i en eller anden udstrækning tolkes som markedsføring, men der kommer mere information om det, for fonden er faktisk lige, den har netop fået markedsføringstilladelse, så jeg må jo naturligvis tale om den, men dens hjemmeside er i øjeblikket. Vi taler om, at det stadig er på et tidligt stadie, så der kommer helt sikkert mere information i den nærmeste fremtid, men hvis man vil kopiere strategien, er det selvfølgelig en meget praktisk måde at være med på.

Nå, lad os vente på nærmere informationer. Er der nogle sidste hilsner, du vil sende til Inderes TV's seere?

Jeg vil også benytte denne lejlighed til at sige tak. Jeg takkede allerede rigtig meget i kvarteret, specifikt seerne af kvarteret, men bredt set alle medlemmer af vores fællesskab. Og alle I, som har set mine interview gennem årene og er kommet for at tale med mig på gaden eller på nettet eller hvor som helst og har givet feedback, jeg vil sige tak. Dette har været nogle helt fantastiske 10 år, og en stor del af takken tilhører Inderes, for uden Inderes ville jeg ikke være på dette punkt nu. Tak til personalet og dig og hele Inderes.

Men det samme gælder naturligvis vores hele fællesskab, at al interaktion og diskussion med vores kloge investorer har udviklet også mig, for jeg tænker ofte i mine materialer på, hvad jeg kan lære andre, men jeg har også lært en utrolig masse den anden vej af folk, når de til gengæld kaster nogle af deres egne observationer og overvejelser og selskabsspecifikke observationer ind. Dette har været en helt fantastisk læringsrejse. Og læring er naturligvis en livslang ting. Jeg håber, at denne samme læring og omgang med hinanden vil fortsætte i fremtiden. Så har jeg naturligvis min faste: Læs analyse, lav gode aktieudvælgere og foretag også rent faktisk de gode aktiesalg, hvis der opstår salgsmuligheder.

Ja, måske. Faktisk i relation til det, du sagde, er jeg nødt til at sige, at det gælder sandelig også med dig. Hvor mange gange har vi siddet her foran kameraet og talt om snart Revenio, snart GT, snart et eller andet investeringsemne, og jeg har sandelig også lært en utrolig masse om at optræde igennem dig og ved at gøre tingene sammen med dig. Og. Jeg tror, at alle vores analytikere deler den samme oplevelse af, at du på en god måde har skubbet folk ud af deres komfortzone og hjulpet dem med at vokse og udvikle sig som foredragsholdere. Og I har jo præsentations- eller formidlingstræning på din næstsidste arbejdsdag. Du underviser vores hold her.

Vi kører et kursus med Frans Suhonen, ja.

Også det. Også det fortsætter. Men tak endnu engang fra min side for denne fantastiske rejse på ti år. Som vi har haft sammen, og alt det bedste med de nye udfordringer. Vi skal helt sikkert nok se og høre fra hinanden igen og få Verneri som gæstevært på Inderes TV, så der er ikke andet for end at læse analyse og foretage gode aktieudvælgere.