Du bruger tilsyneladende en bredere skærm. Vil du gerne give denne side en bredere visningsoplevelse?

Rovsing – Præsentation af Interim Management Statement for Q3 2025/26 samt Q&A

Af HC Andersen Capital

Du kan allerede nu tilmelde dig eventet og sende dine spørgsmål ind. Du behøver ikke at deltage live for at sende spørgsmål ind til præsentationen.

Rovsing har den 4. maj 2026 offentliggjort resultatet for tredje kvartal af regnskabsåret 2025/26 samt annonceret en fuldt garanteret fortegningsemission. Den 5. maj kl. 10.00 vil ledelsen præsentere resultaterne for kvartalet, give en status på udviklingen i forretningen samt detaljer omkring fortegningsemissionen. Præsentationen efterfølges af en Q&A-session.

Resultaterne for tredje kvartal af regnskabsåret 2025/26 viste en omsætning på DKK 9,2 mio. mod DKK 7,5 mio. i samme periode året før, mens EBITDA udgjorde DKK 0 mio. (DKK -0,4 mio. i Q3 2024/25). Regnskabsåret 2025/26 har været påvirket af eksterne forhold og delvise projektforsinkelser, der har medført øgede materialeomkostninger og ressourceforbrug. Selskabet arbejder løbende på at få dækket disse meromkostninger via krav over for kunder, men en endelig afklaring og eventuelle indtægter herfra forventes ikke at kunne realiseres inden udgangen af regnskabsåret. Ordreindgangen i kvartalet udgjorde DKK 2,1 mio., og ordrebeholdningen er pr. dato DKK 25,9 mio. Samtidig løfter selskabet sløret for de i løbet af 2025/26 indleveret bindende tilbud på kommende europæiske flagskibsmissioner for samlet DKK 140,0 mio., hvilket understreger den øgede aktivitet i markedet, om end ikke alle tilbud forventes at føre til ordrer.

Selskabet fastholder forventningerne til regnskabsåret 2025/26 om en omsætning i intervallet DKK 33–37 mio. og et EBITDA i intervallet DKK -2,5 til 0,5 mio., men angiver, at det nuværende udfald af guidance ses i den lave ende af intervallerne.

I forbindelse med Q3-opdateringen har Rovsing offentliggjort en fuldt garanteret fortegningsemission, der tilfører selskabet bruttoprovenu på DKK 10,4 mio. Emissionen omfatter 346.522 nye aktier til en tegningskurs på DKK 30,00 pr. aktie. Eksisterende aktionærer tildeles 22 tegningsretter pr. eksisterende aktie, og 47 tegningsretter giver ret til at tegne én ny aktie. Tegningsperioden for nye aktier løber fra den 11. maj til den 27. maj 2026. Provenuet skal anvendes til at styrke arbejdskapitalen samt fortsatte investeringer i vækstinitiativer, derudover forventes selskabets kapitalstruktur at blive styrket med en konvertering af gæld til egenkapital samtidig med fortegningsemissionen.

Udover de realiserede resultater for tredje kvartal 2025/26 ventes fokus i regnskabseventet at være rettet mod den annoncerede fortegningsemission og det underliggende kapitalbehov, status på CEO-skiftet efter den tidligere CEO's fratrædelse samt den igangværende søgeproces, udviklingen i ordrebogen og om de øgede europæiske rumbudgetter med fokus på status for de mange igangværende tenderprocesser, samt fremdrift på "Buy & Build"-strategien.

Rovsing er et dansk teknologiselskab, der udvikler, producerer og leverer test- og simuleringssystemer (EGSE) til satellitter samt softwareløsninger og teknisk support til rumindustrien. Selskabets kunder omfatter store europæiske og amerikanske aktører som ESA, NASA, Airbus DS, Thales Alenia Space, OHB og Boeing. Rovsing er baseret i Glostrup og har været noteret på OMXC Small Cap siden 2006.

Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Rovsing for en Digital IR abonnementsaftale. HC Andersen Capital er endvidere finansiel og juridisk rådgiver for selskabet i forbindelse med en aktuel kapitalrejsning og modtager i den forbindelse betaling fra selskabet. Michael Friis, 11.43 04/05/2026.