Privatlivspræferencer
Inderes bruger cookies for at give en bedre brugeroplevelse og en personlig service. Ved at give samtykke til brugen af cookies kan vi udvikle en endnu bedre service og vil kunne levere indhold, der er interessant for dig.
  • Forum
  • Aktiemarkeder
    • MarkederRealtidskurser, indekser og markedsudvikling
    • BørskalenderKommende resultater, noteringer og virksomhedsbegivenheder
    • UdbyttekalenderKommende og tidligere udbytter
  • Selskaber
    • SelskaberGennemse og filtrer den fulde liste over børsnoterede selskaber
    • OpdagInspiration til din næste investering
    • BørsnoteringerNye noteringer og kommende børsintroduktioner
    • Invitationer til generalforsamlingerDatoer for generalforsamlinger og aktionærinformation
  • Aktieanalyse
    • ResearchEkspertaktieanalyse og anbefalinger
    • ArtiklerNyheder, indsigter og markedskommentarer
    • inderesTVVideocenter for aktieanalyse, forskning og ekspertkommentarer
    • TransskriptionerFuldstændige udskrifter af resultatopkald og investormøder
    • AktieoversigtSammenlign nøgletal og udvikling på tværs af flere aktier
    • Earnings SeasonCompare EPS estimates to reported results
    • Compound Interest CalculatorSee how your savings grow with the power of compound interest.
Find os på de sociale medier
  • Inderes Forum
  • Youtube
  • Facebook
  • X (Twitter)
Tag kontakt
  • info@hcandersencapital.dk
  • Bredgade 23B, 2. sal
    1260 København K
Inderes
  • Om os
  • Vores team
  • Karriere
  • Inderes som en investering
  • Tjenester for børsnoterede virksomheder
Vores platform
  • FAQ
  • Servicevilkår
  • Privatlivspolitik
  • Disclaimer

Inderes’ ansvarsfraskrivelse kan findes her. Detaljeret information om hver aktie, der aktivt overvåges af Inderes og HC Andersen Capital, er tilgængelig på de virksomhedsspecifikke sider på Inderes' hjemmeside. © Inderes Oyj. All rights reserved.

DADC (investeringscase): Ny månekurs flytter tidsplanen, ikke potentialet

DADCAnalyse14.09.2026, 08.30
Michael Friis, Victor Skriver
Download analyse (PDF)

Oversigt

  • DADC's H1 2026 regnskab viste en nedgang i omsætning til DKK 8,2 mio. og et negativt EBITDA på DKK -2,0 mio., hvilket førte til en nedjustering af 2026-guidancen.
  • Nedjusteringen skyldes ikke tabte kontrakter, men forskydninger i NASAs tidsplaner, herunder en udskydelse af udbuddet til september 2026 og tildeling i foråret 2027.
  • Operationelt har DADC gjort fremskridt med E4D-systemet, der nu er i drift og leveret til en kommerciel kunde, samt en ny kontrakt med ESA.
  • Investeringscasen er fortsat stærk med potentiale i bemandede missioner og dual-use-strategien, men der er øget risiko på grund af politiske ændringer i USA og finansieringsusikkerhed.

Dette indhold er genereret af AI. Du kan give feedback om det på Inderes forum.

I forbindelse med offentliggørelsen af DADC H1 2026 regnskab har vi opdateret vores investeringscase, som dækker investeringsgrunde og -risici samt værdiansættelsesperspektiver.

H1 2026 blev et svagt halvår. Omsætningen landede på DKK 8,2 mio. mod DKK 9,8 mio. året før, EBITDA blev DKK -2,0 mio. mod DKK 0,4 mio., og nettoresultatet DKK -2,3 mio. Samtidig nedjusterede selskabet guidance for 2026 til en omsætning inkl. andre indtægter på DKK 18-20 mio. og et EBITDA på DKK -2 til 0 mio., mod tidligere DKK 22-25 mio. og DKK 1-3 mio.

Det centrale budskab fra regnskabet og præsentationen er, at nedjusteringen ikke skyldes tabte kontrakter, men forskydninger. Ledelsen peger på, at NASAs invitation til private selskaber om at bygge efterfølgeren til ISS var ventet i januar 2026, men først udkom som udkast den 6. juli, og at der parallelt er gennemført en større omorganisering i NASA efter det amerikanske kursskifte mod månens overflade, hvor Lunar Gateway er sat på pause. Den 27. august udskød NASA tidsplanen igen, så det endelige udbud nu ventes i september 2026, tilbud i november og tildeling i foråret 2027.

Operationelt gik det derimod den rigtige vej: E4D er installeret og i regelmæssig drift i Columbus-modulet med 31 timers driftstid, de første to E4D-enheder er leveret til en kommerciel kunde, og der er indgået et kontrakttillæg med ESA om et Motion Capture-system til E4D.

Investeringsgrundene er i al væsentlighed uændrede. Bemandede missioner ventes at vokse betydeligt i det kommende årti, drevet af geopolitisk rivalisering og privatisering af rumstationer. DADC er velpositioneret med en fuldt opdateret produktportefølje og . efterspørgslen er godt understøttet af finansiering fra både offentlig og privat side. Oveni ligger optionaliteten i dual-use-strategien, hvis selskabet formår at tage eksisterende rumteknologi ned på jorden og åbne markeder i forsvarssegmentet.

På risikosiden er der til gengæld sket mest. Vi har tilføjet det amerikanske politiske kursskifte som selvstændig risiko, fordi omorganiseringen i NASA har øget usikkerheden om tidsplanerne på flere af de programmer, DADC leverer ind i, og fordi netop den usikkerhed er materialiseret i 2026-guidancen. Hertil kommer den kendte finansieringsrisiko, hvor manglende bevillinger hurtigt kan udskyde projekter.

Værdiansættelsesmæssigt handler DADC på EV/Sales 2026E på 3,1x mod 1,5x for de nordiske peers og 4,2x for de globale udstyrsproducenter. Præmien til Norden skal ses i lyset af, at peer-gruppen ventes at vokse ca. 40% i 2026 mod DADC's ca. 0%, mens rabatten til de rene udstyrsproducenter, der leverer 26% vækst, efter vores vurdering efterlader rum for multipeludvidelse, hvis væksten accelererer.

EV/EBITDA er ikke anvendelig på det nuværende indtjeningsniveau, men det er værd at holde fast i, at omkostningsbasen er relativt fast, og at en stor del af de seneste års omkostninger ligger i udviklingsprogrammet for E4D, FERGO og MoCap. 2023 illustrerer den operationelle gearing: en omsætning på DKK 29,7 mio. gav et EBITDA på DKK 4,8 mio., en margin på 16% og en EV/EBITDA på 10,9x. Endelig bemærker vi, at rumsektoren blev re-ratet kraftigt frem mod SpaceX' børsnotering i juni 2026 og fortsat ligger markant over niveauet fra 2023 og 2024, uden at DADC har fulgt med.

Samlet er casen på kort sigt i højere grad end tidligere en optionsværdi på NASAs tildeling i foråret 2027 og på den første forsvarskontrakt, frem for en historie om en nær forestående indtjeningsvending.

Du kan høre mere om halvårsregnskabet og selskabets egne kommentarer til forskydningerne i det event, vi afholdt med CEO Thomas A.E. Andersen: https://www.inderes.dk/videos/danish-aerospace-and-defence-company-praesentation-af-h1-2026-resultater

Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Danish Aerospace and Defence Company for en Digital IR-abonnementsaftale/Michael Friis og Victor Skriver, d. 14.09.2026, 08:30.

Danish Aerospace Company er leverandør af produkter til forsvars- og rumfartssektoren med en patenteret produktportefølje, der hovedsageligt omfatter træningsudstyr, biomedicinsk udstyr, helbredsovervågningstjenester og vandfiltreringsprodukter mv. Kunderne består, blandt andet, af internationale rumorganisationer og private firmaer . Firmaet, der har hovedsæde i Odense, har fået sendt mere end 3,5 ton udstyr ud i rummet.

Læs mere på virksomhedsside