Wihlborgs Fastigheter AB: Wihlborgs lejer 24 000 kvm til Aarsleff i København
Wihlborgs har indgået aftale med den danske entreprenørkoncern Per Aarsleff A/S om 24.000 kvm på Ejby Industrivej 41 i den vestlige del af København. Ejendommen drives samtidig som et lovende udviklingsprojekt for Wihlborgs.
Ejby Industrivej 41 i Glostrup i det vestlige København omfatter 50.000 kvm og var lejet af Danske Bank frem til 2021. Ejendommen består af tre bygningsdele med store tilhørende udendørsarealer. Den ene bygning er lejet (2023-2026) af Bygningsstyrelsen, som bruger lokalerne til Rigspolitiet.
Per Aarsleff A/S har nu indgået en 15-årig aftale om en af de eksisterende bygninger på 24.000 kvm. Bygningen gennemgår forud for indflytningen i februar 2026 en større renovering for at blive tilpasset det, der skal blive Aarsleffs kontor i København. Resultatet bliver et topmoderne kontor med et tolv meter højt atrium i midten.
Aarsleff er en international bygge- og anlægsvirksomhed med hovedsæde i Aarhus. De er specialiseret i komplekse infrastruktur-, bygge- og anlægsprojekter og tilbyder løsninger til både den offentlige og private sektor.
Ejby Industrivej 41 har direkte adgang til Ringvejen og det øvrige motorvejsnet. Beliggenheden bliver endnu mere attraktiv, når letbanen åbner en ny station lige ved ejendommen i 2025, hvilket giver området endnu større udviklingspotentiale.
- Det er glædeligt og en vigtig milepæl at få Aarsleff ind som lejer på Ejby Industrivej, og det bekræfter, at vores strategi om at udvikle ejendommen i etaper er den rigtige. Aftalen viser også, at ejendommens beliggenhed, kvaliteter og udviklingspotentiale matcher kravene fra en af Danmarks mest fremtrædende virksomheder, siger Søren Kempf Holm, direktør for Wihlborgs A/S.
- Ejby Industrivej har med sin placering og udformning et stort potentiale. Vi kan både imødekomme den stigende efterspørgsel efter større kontorlokaler med gode forbindelser og nærhed til København - og samtidig arbejde langsigtet med at udvikle ejendommen yderligere for at tilbyde markedet forskellige typer af lokaler, siger Ulrika Hallengren, administrerende direktør for Wihlborgs.
Wihlborgs Fastigheter AB (publ)