Vækstaktier.dk: EgnsINVEST Ejd. Tyskland forventer fremgang i 2026
EgnsINVEST Ejd. Tyskland har offentliggjort sin årsrapport for 2025, hvor selskabet samtidig har præsenteret sine forventninger til 2026 og lanceret et nyt aktietilbagekøbsprogram.
EgnsINVEST Ejd. Tyskland arbejder målrettet med at udvikle lejen, hvilket har bidraget til lav tomgang og en positiv udvikling i omsætningen og ejendomsværdierne i 2025. Driftsresultatet målt på EBVAT indfriede de opjusterede forventninger for året og endte på 15,3 mio. kroner. Selskabet, som driver en ejendomsportefølje i Berlin, har i 2025 opnået en endnu lavere tomgangsprocent end året før med 13 enheder ved regnskabsårets udgang mod 16 enheder i 2024. Udviklingen følger dermed udlejningsmarkedet i Berlin, hvor tomgangsprocenterne er stadig faldende.
For 2026 forventer ledelsen en omsætning på 60-64 mio. kroner mod 60,2 mio. kroner i 2025 med et EBVAT på 15-17 mio. kroner mod 15,3 mio. kroner i 2025. Målt på midtpunktet forventes således en fremgang i både omsætningen og driftsresultatet. Den forventede fremgang i omsætningen skyldes den forventede udvikling af lejen i de eksisterende lejemål, mens den forventede forbedring af EBVAT primært hænger sammen med den forventede stigning i omsætningen.
EgnsINVEST Ejd. Tyskland gennemførte i 2025 et aktietilbagekøbsprogram, og erhvervede derved 39.036 aktier med det primære formål at anvende egne aktier som betaling ved erhvervelse af ejendomme til selskabets portefølje. Da markedets efterspørgsel siden afslutningen af tilbagekøbsprogrammet ikke har været foreneligt med det primære formål, indstiller bestyrelsen til generalforsamlingen at annullere de indkøbte aktier og nedsætte aktiekapitalen tilsvarende.
Selskabet har samtidig iværksat et nyt aktietilbagekøbsprogram på op til 37.800 egne aktier svarende til ca. 1,61% af selskabets aktiekapital. Der kan dog maksimalt blive købt egne aktier for 6 mio. kroner. Formålet med aktietilbagekøbet er igen at kunne nedsætte selskabets aktiekapital med de erhvervede egne aktier, såfremt en beslutning herom måtte blive truffet af selskabets generalforsamling.