Opjustering af guidance
Selskabsmeddelelse nr. 9/2024, Opjustering af guidance for regnskabsåret 2023/24.
Indeholder intern viden.
Dataproces opjusterer guidance for omsætning, EBITDA og ARR i regnskabsåret 2023/24.
Guidance på omsætning opjusteres til DKK 30-32 mio. (tidligere DKK 25-28 mio.) og på EBITDA til DKK 6-8 mio. (tidligere DKK 0-4 mio). Guidance for væksten i Annual Recurring Revenue (ARR) justeres ligeledes til 40-45% vækst i forhold til 2022/23 (tidligere 35-45%).
CEO Michael Binderup udtaler:
Vi har tidligere på regnskabsåret foretaget opjustering af guidance. Da var det meget motiveret af, at udviklingen i vores salg af SaaS aftaler medførte en større stigning i ARR m.v. end oprindeligt udmeldt. Her i slutningen af regnskabsåret har vi oplevet en meget positiv udvikling på vores andet store forretningsområde, Dataanalyser, hvilket er årsagen til nærværende opjustering.
Ved indgåelse af aftaler om udførelse af dataanalyser foretages et estimat over, hvor store gevinster kommunen kan opnå og dermed også dét succes-fee, som Dataproces kan opnå. Undervejs i udførelsen af dataanalysen bliver vi klogere på, hvor stor gevinsten bliver. Og det viser sig her allersidst på regnskabsåret, at flere af vores igangværende analyser, der nærmer sig aflevering til kommunerne, medfører betydeligt større gevinster end oprindeligt forventet. Og dermed tilsvarende større indtjening for Dataproces også.
Dette – samt tilgang af et par nye ordrer, som kan produceres inden regnskabsårets udløb - får effekt på såvel omsætningen som EBITDA. Det er derfor vi opjusterer vores guidance endnu engang. At der stadig er et vist spænd i de udmeldte intervaller skyldes, at justeringen bygger på flere analyser, der er ved at blive færdiggjort og som i denne fase kan udvikle sig forskelligt.
Opdateret guidance i highlights for regnskabsåret 2023/24
(Tidligere guidance i parentes)
- ARR-vækst på 40-45% i forhold til 2022/23 (35-45%)
- Omsætning på DKK 30-32 mio (25-28 mio)
- EBITDA på DKK 6-8 mio. (DKK 0-4 mio.)
Selskabet (Nasdaq First North Growth Market Denmark: DATA) er forpligtet til at offentliggøre den ovenstående information i henhold til EU Markedsmisbrugsforordningens punkt 17.
Kontakter
- John Norden, Certified Advisor, JN@nordencef.dk
- Michael Binderup, CEO/Administrerende direktør, +45 41 91 20 07, mib@dataproces.dk
Om Dataproces Group A/S
Dataproces er et innovativt software- og konsulenthus med speciale i AI understøttede løsninger, der er målrettet landets kommuner og deres digitale administration. Løsningerne spænder bredt fra robotteknologi og SaaS til dataanalyser samt sparring og rådgivning. Udgangspunktet og formålet er dog altid det samme: At bruge data til at skabe ny viden, smartere processer og øget effektivitet til gavn for både borger og kommune.
Dataproces – vi skaber værdi med data!