Selskabsmeddelelse nr. 11/2026: Dataproces offentliggør Årsrapport for 2025/26
Dataproces Group A/S offentliggør i dag årsrapporten for regnskabsåret 2025/26.
Dataproces leverede i 2025/26 en omsætning på 47,6 mio. kr., svarende til en vækst på 7,1 % sammenlignet med sidste år. Annual Recurring Revenue (ARR) voksede med 20,1 % til 28,6 mio. kr., mens EBITDA udgjorde 16,3 mio. kr. og EBIT 8,1 mio. kr.
Selskabet indfriede samtlige finansielle målsætninger for regnskabsåret.
Hovedpunkter for 2025/26
Guidance 2025/26 | Realiseret 2025/26 | |
ARR-vækst | 20-35 % | 20,1 % |
Omsætning | 44-50 mio. kr. | 47,6 mio. kr. |
EBITDA | 16-20 mio. kr. | 16,3 mio. kr. |
EBIT | 7-10 mio. kr. | 8,1 mio. kr. |
Administrerende direktør Kasper Lund Nødgaard udtaler:
"Jeg startede selv som analytiker i Dataproces for ni år siden. Dengang arbejdede jeg med de analyser og den specialistviden, som hjalp kommunerne med at skabe værdi gennem data. I dag er den samme viden blevet omsat til softwareløsninger, som anvendes af 90 af Danmarks 98 kommuner.
For mig er årets resultat et billede på den rejse, virksomheden har været på gennem de seneste mange år. Vi har gradvist omsat specialistviden til software og software til tilbagevendende abonnementsindtægter.
I løbet af året har vi udviklet syv nye softwareløsninger og investeret i nye specialistområder. De investeringer har kun i begrænset omfang bidraget til årets resultat, men vi har tidligere vist, hvordan specialistviden kan omsættes til software og tilbagevendende omsætning. Derfor har vi store forventninger til, at de investeringer, vi foretager i dag, vil bidrage til Dataproces' udvikling i de kommende år."
Dataproces arbejder i dag med 90 af Danmarks 98 kommuner og fortsatte i 2025/26 udviklingen af selskabets abonnementsforretning. Antallet af aktive SaaS-abonnementer steg fra 171 til 206 ved regnskabsårets afslutning, mens ARR voksede til 28,6 mio. kr.
Investeringerne i 2021/22 og 2022/23 lagde fundamentet for den vækst, selskabet efterfølgende oplevede i 2023/24 og 2024/25. I 2025/26 har Dataproces taget de første skridt i den næste investeringsfase gennem udviklingen af syv nye softwareprodukter, styrkelsen af organisationen og investeringer i nye specialistområder.
Ved regnskabsårets afslutning udgjorde egenkapitalen 52,9 mio. kr., og soliditetsgraden var 60,9 %.
Efter regnskabsårets afslutning offentliggjorde Dataproces et strategisk partnerskab med Lexis & Rother Partnerschaftsgesellschaft samt overtagelsen af udvalgte aktiviteter i Tyskland. Initiativet styrker Dataproces' position på det tyske marked og understøtter selskabets langsigtede vækstambitioner.
Årsrapporten for 2025/26 er vedhæftet denne meddelelse.
Dataproces er et innovativt IT- og konsulenthus med speciale i løsninger, der er målrettet landets kommuner og deres digitale administration. Løsningerne spænder bredt fra robotteknologi og SaaS til dataanalyser samt sparring og rådgivning. Udgangspunktet og formålet er dog altid det samme: At bruge data til at skabe ny viden, smartere processer og øget effektivitet til gavn for både borger og kommune.
Dataproces – vi skaber værdi med data!