Investornyhed nr. 37/2026: Dataproces indgår strategisk samarbejde i Tyskland med henblik på muligt fremtidigt opkøb
Dataproces A/S har indgået en strategisk samarbejdsaftale med det Berlin-baserede Institut für Public Management (IPO-IT GmbH) om udvikling og markedsføring af KommuneProfil til det tyske kommunemarked.
IPO-IT GmbH er en specialiseret rådgivningsvirksomhed med 18 medarbejdere og mere end 20 års erfaring med rådgivning af kommuner og offentlige myndigheder i Tyskland inden for blandt andet kommunal økonomistyring, benchmarking, digitalisering og strategisk udvikling. Virksomheden har gennem årene gennemført mere end 550 projekter for kommuner på tværs af Tyskland.
Samarbejdet indebærer, at Dataproces og IPO-IT GmbH i fællesskab vil udvikle og kommercialisere KommuneProfil i Tyskland. Dataproces får ansvaret for udvikling, drift, vedligeholdelse, salg, marketing og support af løsningen, mens IPO-IT GmbH bidrager med domæneviden, faglige nøgletal, markedsindsigt og adgang til sit kommunale netværk.
Samarbejdet er samtidig etableret som en struktureret afprøvning af et muligt fremtidigt opkøb af IPO-IT GmbH. Parterne har aftalt at evaluere samarbejdet seks måneder efter lanceringen af KommuneProfil i Tyskland eller efter de første 10 salg, afhængigt af hvad der indtræffer først. Formålet er at vurdere, om samarbejdet har skabt grundlag for et fremtidigt opkøb.
Administrerende direktør Kasper Lund Nødgaard udtaler:
"Ved begyndelsen af året præsenterede vi vores strategi frem mod 2030. Et centralt element i den strategi er, at vi ønsker at udbygge vores position i Tyskland gennem en kombination af organisk vækst, strategiske partnerskaber og mindre opkøb.
Dette samarbejde illustrerer præcis den tilgang. Vi har identificeret en virksomhed med stærke kompetencer, et solidt kommunalt netværk og betydelig erfaring inden for områder, der ligger tæt op ad vores eksisterende forretning. I stedet for at starte med et opkøb starter vi med at arbejde sammen.
Det giver os mulighed for at validere både produkt, marked og samarbejde, før vi tager stilling til et muligt opkøb. Hvis vi på et senere tidspunkt bliver enige med IPO-IT GmbH om et opkøb, ønsker vi, at beslutningen skal være baseret på konkrete erfaringer, fælles kunder og dokumenterede resultater frem for antagelser.
Det er efter vores opfattelse en disciplineret og kapitaleffektiv måde at arbejde med M&A på.
Det strategiske rationale rækker samtidig ud over Tyskland. De udfordringer kommunerne står overfor i Bielefeld og Berlin ligner i høj grad de udfordringer, vi møder i Aalborg, Aarhus og Vejle. Behovet for bedre data, bedre beslutningsgrundlag og bedre kapacitetsplanlægning er universelt. Når vi styrker vores faglighed ét sted, styrker vi samtidig vores evne til at udvikle bedre løsninger til kommuner på tværs af markeder.
Det er i virkeligheden kernen i Dataproces-modellen: Vi investerer i faglighed, kombinerer den med data og omsætter den til software."
Dr. Christian Müller-Elmau and Stephan Lübke, begge administrerende direktører i Institut für Public Management (IPO-IT GmbH), udtaler:
"For os er dette samarbejde et naturligt næste skridt. I mere end to årtier har vi hjulpet tyske kommuner med at træffe bedre beslutninger gennem data, benchmarking og specialiseret rådgivning. Sammen med Dataproces får vi nu mulighed for at kombinere denne ekspertise med moderne softwareløsninger og skabe endnu større værdi for kommunerne.
Fra vores første dialog stod det klart, at vi deler den samme ambition: at hjælpe kommunerne med at træffe bedre beslutninger på baggrund af bedre data. Vi ser frem til at bringe KommuneProfil til det tyske marked og til at opbygge et stærkt samarbejde sammen."
Aftalen forventes ikke isoleret set at have væsentlig indflydelse på Dataproces' finansielle forventninger for 2026/27.
Samarbejdet understøtter selskabets langsigtede strategi om at styrke sin position i Tyskland gennem gradvis markedsopbygning, partnerskaber og potentielle opkøb.
Dataproces er et innovativt IT- og konsulenthus med speciale i løsninger, der er målrettet landets kommuner og deres digitale administration. Løsningerne spænder bredt fra robotteknologi og SaaS til dataanalyser samt sparring og rådgivning. Udgangspunktet og formålet er dog altid det samme: At bruge data til at skabe ny viden, smartere processer og øget effektivitet til gavn for både borger og kommune.
Dataproces – vi skaber værdi med data!