Danish Aerospace Company A/S rejser DKK 24,7 mio. i fortegningsemission
SELSKABSMEDDELELSE
Odense, 14. april 2026
Selskabsmeddelelse nr. 81 – 14. april 2026
Denne selskabsmeddelelse indeholder intern viden
Danish Aerospace Company A/S rejser DKK 24,7 mio. i fortegningsemission
Danish Aerospace Company A/S
CVR-nr.: 12 42 42 48
MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, UDGIVES ELLER DISTRIBUERES, HELT ELLER DELVIST, DIREKTE ELLER INDIREKTE, I ELLER TIL NOGEN JURISDIKTION, HVOR DET VIL VÆRE ULOVLIGT. DENNE MEDDELELSE UDGØR IKKE OG UDGØR IKKE EN DEL AF ET TILBUD OM AT SÆLGE ELLER EN OPFORDRING TIL AT KØBE ELLER TEGNE VÆRDIPAPIRER I NOGEN JURISDIKTION, HVOR DET VIL VÆRE ULOVLIGT AT GØRE DETTE.
Danish Aerospace Company A/S (“DAC” eller “Selskabet”) offentliggør i dag resultatet af den fortegningsemission, der blev annonceret den 19. marts 2026 (”Udbuddet”), hvor der blev udbudt nye aktier a nominelt DKK 0,10 hver (de ”Nye Aktier”) til en tegningskurs på 3,00 DKK pr. Ny Aktie med fortegningsrettigheder (”Tegningsretter”) for Selskabets eksisterende aktionærer.
Der henvises til selskabsmeddelelse nr. 80, der blev offentliggjort af Selskabet den 19. marts 2026.
Det samlede Udbud på 8.237.154 Nye Aktier er blevet tegnet, herunder gennem forhånds- og garantitilsagn, hvilket giver Selskabet et samlet bruttoprovenu på DKK 24,7 mio.
”Vi er meget glade for at have rejst et bruttoprovenu på DKK 24,7 mio. Vi ser frem til at anvende provenuet til at fremskynde vores produktudvikling og vækst inden for rumfart og forsvar,” siger Thomas A. E. Andersen, CEO i Selskabet.
”Vi er meget glade for, at alle Nye Aktier er blevet tegnet. Bestyrelsen er taknemmelig over for alle investorer, der har valgt at støtte vores ambitioner og strategi inden for rumfart og forsvar”, siger Niels Heering, bestyrelsesformand i Selskabet.
Opsummering af Udbuddet
- Selskabet har sikret sig et samlet bruttoprovenu på DKK 24,7 mio. gennem Udbuddet,
- 81,99% af de Nye Aktier er blevet tegnet gennem udnyttelse af Tegningsretter samt gennem brug af tegningsblanketten (”Tegningsblanketten”) til Nye Aktier, der ikke er tegnet ved udnyttelse af Tegningsretter (”Resterende Aktier”),
- 18,01% af de Nye Aktier er blevet tegnet gennem bindende garantitilsagn (”Garantitilsagn”).
Allokering af de Resterende Aktier
Bestyrelsen har besluttet, at Resterende Aktier vil blive allokeret på følgende vis:
- alle ordrer på Resterende Aktier afgivet ved brug af Tegningsblanketten til Resterende Aktier vil blive tildelt fuldt ud;
- ordrer på Resterende Aktier gennem Garantitilsagn vil modtage pro-rata tildeling.
Tegning af medlemmer af bestyrelsen og direktionen
Bestyrelsesformand Niels Heering har tegnet 333.333 Nye Aktier, næstformand Søren Bjørn Hansen (gennem Silver Bear Holdings ApS) har tegnet 333.333 Nye Aktier og Selskabets CEO, Thomas A. E. Andersen, har tegnet 2.000 Nye Aktier i Udbuddet.
Tidsplan
Selskabet forventer at gennemføre Udbuddet den 17. april 2026 efter modtagelse af det samlede tegningsbeløb, hvorefter kapitalforhøjelsen vil blive registreret hos Erhvervsstyrelsen.
Så snart som muligt efter registrering af de Nye Aktier hos Erhvervsstyrelsen vil de Nye Aktier blive optaget til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark (“Nasdaq First North”) under den eksisterende ISIN-kode for Selskabets eksisterende aktier, DK0061140407, forventeligt den 20. april 2026.
Den midlertidige ISIN-kode forventes at blive sammenlagt med den eksisterende ISIN-kode den 21. april 2026 efter kl. 17.59 CEST.
Udbuddet kan til enhver tid tilbagekaldes af Selskabet inden registrering af kapitalforhøjelsen i forbindelse med Udbuddet hos Erhvervsstyrelsen. Eventuel tilbagekaldelse af Udbuddet vil, hvis relevant, blive offentliggjort som en selskabsmeddelelse via Nasdaq First North.
De fulde vilkår og betingelser for Udbuddet er beskrevet i selskabsmeddelelse nr. 80, der blev offentliggjort af Selskabet den 19. marts 2026.
Rådgivere
HC Andersen Capital fungerer som finansiel rådgiver for Selskabet, og Gorrissen Federspiel Advokatpartnerselskab fungerer som juridisk rådgiver for Selskabet.
Afviklingsagent
Nordea fungerer som afviklingsagent i forbindelse med Udbuddet.
Kontakt venligst nedenstående for yderligere oplysninger:
Danish Aerospace Company A/S
Niels Heering, Bestyrelsesformand
Tlf.: +45 40 17 75 31
Thomas A. E. Andersen, CEO
Tlf.: +45 40 29 41 62
Mail: ta@danishaerospace.com
Certified Adviser
HC Andersen Capital
Tlf.: +45 30 93 18 87
Mail: ca@hcandersencapital.dk
Bredgade 23B, 2.
1260 København K
Information om Selskabet
Selskabet udvikler og producerer træningsudstyr, biomedicinsk udstyr til helbredsovervågning, samt vandfiltreringsudstyr til bemandet rumfart, som derudover kan anvendes hos forsvaret og i andre ekstreme miljøer. Således har Selskabet blandt andet udviklet seks generationer af lungefysiologisk udstyr til bemandet rumfart, samt flere generationer af cykel-ergometre og et nyt kombineret træningsudstyr til astronauters nødvendige vedligeholdelse af deres fysiske form.
Udstyret er også særligt relevant for situationer på jorden, hvor træning og helbredsovervågning er påkrævet, og i visse tilfælde livsnødvendigt under ekstreme og særligt belastende forhold. Selskabet er i stand til at levere højt pålideligt udstyr takket være i dag over 22 højt kompetente medarbejdere specialiseret inden for blandt andet elektronik, mekanik og softwareprogrammering, og har specialiseret sig i kundespecifikt design, udvikling og fremstilling af avanceret udstyr.
Med mere end 35 års erfaring, eksklusive rettigheder til visse nøgleteknologier til benyttelse inden for rumindustrien, samt ikke-eksklusive rettigheder til brug inden for forsvaret, og fire patenter på teknologien i et af Selskabets nye E4D produkter, samt anerkendte referencekunder og en solid erfaringsbase fra et mangeårigt samarbejde med de internationale rumagenturer NASA og ESA, er det Ledelsens vurdering, at Selskabet har en unik position i det voksende marked for avanceret biomedicinsk udstyr, såvel i rumfartsindustrien som i andre ekstreme miljøer. Selskabet ønsker at anvende denne positionering til at udvide kundeporteføljen til kommercielle kunder såvel inden for rumfartsindustrien, samt forsvaret og andre brancher og industrier, der arbejder inden for ekstreme miljøer.
Vigtig meddelelse
Denne meddelelse udgør ikke et prospekt som defineret ved forordning (EU) 2017/1129 af 14. juni 2017 med senere ændringer (”Prospektforordningen”). Der foretages intet udbud af værdipapirer til offentligheden uden for Danmark. Personer uden for Danmark, der kommer i besiddelse af oplysninger om Udbuddet, opfordres af Selskabet til selv at indhente oplysninger om og iagttage eventuelle begrænsninger og bør undersøge den lovgivning, herunder skattemæssige konsekvenser, som vil være relevant for den pågældende forud for en investering i værdipapirer udstedt af Selskabet.
Selskabet afgiver ingen erklæring over for nogen investor vedrørende lovligheden af en investors investering i de Nye Aktier eller Tegningsretterne i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på den pågældende investor. Hver investor bør rådføre sig med sine egne rådgivere om de juridiske, skattemæssige, forretningsmæssige, finansielle og øvrige aspekter af en investering i de Nye Aktier eller Tegningsretterne i investors hjemland i forbindelse med erhvervelse, besiddelse eller afhændelse heraf.
Denne meddelelse må ikke offentliggøres, udleveres eller distribueres, hverken helt eller delvist, direkte eller indirekte, i eller til nogen jurisdiktion, hvor en sådan offentliggørelse, udlevering eller distribution ville være ulovlig. Denne meddelelse udgør ikke et tilbud om salg eller en opfordring til at udnytte eller købe Tegningsretter og/eller Nye Aktier i nogen jurisdiktion til nogen person, over for hvem det ville være ulovligt at fremsætte et sådant tilbud i den pågældende jurisdiktion. De Nye Aktier og Tegningsretterne er ikke og vil ikke blive registreret i henhold til gældende værdipapirlovgivning i nogen stat, provins, territorium, amt eller jurisdiktion uden for Danmark. De Nye Aktier og Tegningsretter må derfor ikke tilbydes, sælges, videresælges, tegnes, udøves, overdrages, leveres eller distribueres, direkte eller indirekte, i eller til nogen jurisdiktion, såfremt dette ville udgøre en overtrædelse af den relevante jurisdiktions lovgivning eller kræve registrering af Tegningsretterne og de Nye Aktier i den pågældende jurisdiktion. Selvom Eksisterende Aktionærer, uanset hvilken jurisdiktion de er bosiddende i, er blevet tildelt Tegningsretter, kan det på grund af begrænsninger i henhold til gældende love og regler i Danmark og/eller jurisdiktioner uden for Danmark betyde, at visse Eksisterende Aktionærer ikke modtager denne meddelelse og ikke kan udøve deres tildelte Tegningsretter og tegne de Nye Aktier. Selskabet fremsætter under ingen omstændigheder et tilbud eller en opfordring over for nogen person, såfremt dette vil være ulovligt i henhold til gældende lovgivning.
I forhold til hver medlemsstat i EØS (undtagen Danmark) (hver især en ”Relevant Medlemsstat”) er der ikke blevet eller vil der ikke blive udbudt Tegningsretter eller Nye Aktier til offentligheden i den pågældende Relevante Medlemsstat. I alle Relevante Medlemsstater bortset fra Danmark er denne selskabsmeddelelse kun rettet mod, og henvender sig kun til, investorer i den pågældende Relevante Medlemsstat, der opfylder kriterierne for fritagelse fra forpligtelsen til at offentliggøre et prospekt eller tilsvarende udbudsdokument.
Denne meddelelse udgør ikke, eller er en del af, et tilbud om at sælge og skal ikke fortolkes som en opfordring eller invitation til at tegne, sælge eller købe værdipapirer i USA. Værdipapirerne i Selskabet er ikke og vil ikke blive registreret i henhold U.S. Securities Act of 1933 med senere ændringer (”Securities Act”) eller i henhold til værdipapirlovgivningen i nogen delstat eller anden jurisdiktion i USA og må ikke udbydes, pantsættes, sælges, leveres, tegnes, videresælges, eller på anden måde overdrages, direkte eller indirekte, i eller til USA uden registrering eller gyldig dispensation fra eller i en transaktion, der ikke er underlagt registreringskravene i Securities Act, og som i alle tilfælde er i overensstemmelse med gældende værdipapirlovgivning i en hvilken som helst delstat eller anden jurisdiktion i USA. Der er ingen hensigt om at foretage et offentligt udbud af værdipapirer i USA.
I Storbritannien er denne meddelelse udelukkende til distribution, og denne meddelelse er kun rettet mod og beregnet til, kvalificerede investorer (som defineret i Prospektforordningen som udgørende en del af national lovgivning i henhold til European Union (Withdrawal) Act 2018 (”UK Prospektforordningen”)) som: (i) er personer, der har erhvervsmæssig erfaring med anliggender vedrørende investeringer, der falder inden for artikel 19, stk. 5, i Financial Services Markets Act 2000 (Financial Promotion) Order 2005 med senere ændringer (”Bekendtgørelsen”); (ii) er personer, der falder inden for artikel 49, stk. 2, litra a) til d) (selskaber med høj formue, ikke-inkorporerede sammenslutninger mv.) i Bekendtgørelsen; eller (iii) er andre personer, som denne meddelelse i øvrigt lovligt må kommunikeres til (alle sådanne personer omtales samlet som ”Relevante Personer”). I Storbritannien er denne meddelelse udelukkende rettet mod Relevante Personer og må ikke anvendes eller påberåbes af nogen, der ikke er en Relevant Person. I Storbritannien er enhver investering eller investeringsaktivitet, som denne meddelelse vedrører, udelukkende tilgængelig for Relevante Personer og vil udelukkende blive indgået med Relevante Personer.
I forhold til Rusland og Belarus vil der ikke blive foretaget noget udbud af værdipapirer til russiske eller belarussiske statsborgere, fysiske personer bosiddende i Rusland eller Belarus (med undtagelse af statsborgere fra EU, EØS eller Schweiz samt personer, der har opholdstilladelse i EU, EØS eller Schweiz, med forbehold for begrænsningerne i Prospektforordningen), enhver juridisk person, enhed eller organ etableret i Rusland eller Belarus (herunder EU-filialer af sådanne juridiske personer, men eksklusive datterselskaber af russiske eller belarussiske juridiske enheder, der er organiseret eller stiftet inden for EU, med forbehold for begrænsningerne i Prospektforordningen), eller til nogen fysisk eller juridisk person, hvor udstedelse af aktier til en sådan person ville medføre en overtrædelse af gældende økonomiske eller finansielle sanktioner, love og/eller regler, handelsembargoer, boykotter, forbud, restriktive foranstaltninger, beslutninger, bekendtgørelser eller meddelelser fra tilsynsmyndigheder, der gennemføres, tilpasses, pålægges, administreres, vedtages og/eller håndhæves af (i) USA, (ii) De Forenede Nationer, (iii) Den Europæiske Union og/eller en hvilken som helst af dens medlemsstater, (iv) det schweiziske statssekretariat for økonomiske anliggender, (v) HM Treasury i Storbritannien og (vi) ethvert andet relevant land eller jurisdiktion.
Denne meddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn, herunder udsagn om Selskabets aktiviteter. Sådanne fremadrettede udsagn er baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som Selskabet finder rimelige. Disse fremadrettede udsagn omfatter kendte og ukendte risici, usikkerheder og andre væsentlige forhold, der kan få Selskabets faktiske resultater, udvikling eller præstationer eller branchens resultater til at afvige væsentligt fra de fremtidige resultater, udvikling eller præstationer, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse med disse fremadrettede udsagn. Hvis en eller flere af disse risici eller usikkerheder udløses, eller hvis en underliggende forudsætning viser sig at være forkert, kan Selskabets faktiske økonomiske stilling eller driftsresultater afvige væsentligt fra det, der er beskrevet som forudsat, vurderet, skønnet eller forventet.
Potentielle investorer, selskaber og rådgivere skal være opmærksomme på, at investeringer i selskaber, hvis aktier er optaget til handel på Nasdaq First North, såsom Selskabet, kan være mere risikobetonede end investeringer i børsnoterede selskaber på et reguleret marked (hovedmarkedet), som defineret i EU-lovgivningen (og implementeret i national lov). I stedet er sådanne selskaber underlagt et mindre omfattende regelsæt og lovgivning, der er tilpasset mindre vækstselskaber. Selskaberne på Nasdaq First North har ofte en kortere driftshistorik og er dermed mere følsomme over for ydre og indre påvirkninger og udsving. Ligeledes kan likviditeten, og dermed omsætteligheden, i aktier, der er optaget til handel på Nasdaq First North, være mere begrænset end ved investeringer i aktier noteret på hovedmarkedet.