Vestjysk Bank: Præciserer forventningerne til 2025 i forbindelse med regnskabet for Q3 2025
Summary
- Vestjysk Bank har offentliggjort regnskabet for Q3 2025, der viser et fald i basisindtægterne til DKK 509 mio. fra DKK 586 mio. i samme kvartal 2024, primært på grund af lavere nettorenteindtægter.
- Forventningerne til 2025 er præciseret med et forventet resultat efter skat på DKK 700-800 mio., op fra tidligere DKK 600-800 mio., med 70-80% af målet allerede realiseret.
- Resultatet efter skat for de første 9 måneder af 2025 er DKK 555 mio., ned fra DKK 703 mio. året før, påvirket af øgede omkostninger og mindre nedskrivninger.
- Vestjysk Bank er involveret i en fusion med Sydbank og Arbejdernes Landsbank, hvor aktionærerne skal stemme om fusionen den 2. december 2025, med forventet godkendelse grundet Arbejdernes Landsbanks store aktiepost.
Dette indhold er genereret af AI. Du kan give feedback om det på Inderes forum.
Vestjysk Bank har her til formiddag offentliggjort sit regnskab for 3. kvartal 2025, der ikke overraskende viser et fald i basisindtægterne som følge af faldende nettorenteindtægter, som ikke kan opvejes af de øgede nettogebyrindtægter mv. Vestjysk Bank præciserer forventningerne til 2025, og venter nu et resultat efter skat på DKK 700-800 mio. fra tidligere DKK 600-800 mio.
Således realiserer Vestjysk Bank basisindtægter på DKK 509 mio. i kvartalet sammenholdt med DKK 586 mio. i samme kvartal i 2024. Det skyldes som nævnt lavere nettorenteindtægter imens nettogebyrindtægter opvejer noget af det fald. Sammenholdes nettorenteindtægter og basisindtægter i kvartalet med de foregående to kvartaler i 2025 ses en mere flad udvikling, hvilket indikerer at det lavere renteniveau efterhånden synes at være indarbejdet i tallene. Resultat efter skat lyder i 3. kvartal 2025 på DKK 196 mio. imod DKK 258 mio. for et år siden, og her er det foruden de lavere basisindtægter også øgede omkostninger der trækker ned.
Ser vi på hele perioden år-til-dato, altså de første 9 måneder af 2025, realiserer Vestjysk Bank her basisindtægter på DKK 1.498 mio. imod DKK 1.636 mio. i samme periode året før. Her er det de samme forhold som i det seneste kvartal der driver faldet. Resultat efter skat lander i perioden på DKK 555 mio. imod DKK 703 mio. i samme periode året før. Igen trækker øgede omkostningerne ned, ligesom der i år er foretaget mindre nedskrivninger imens der sidste år var tilbageførsler på den post.
Vestjysk Bank har som en af de få banker i segmentet med mindre og mellemstore pengeinstitutter endnu ikke opjusteret sine forventninger til 2025, men præciserer i dagens meddelelse disse, og venter nu et resultat efter skat i 2025 på DKK 700-800 mio. fra tidligere DKK 600-800 mio., og har altså på nuværende tidspunkt realiseret 70-80% af de præciserede forventninger. Til sammenligning realiserede Vestjysk Bank et resultat efter skat i 2024 på DKK 877 mio.
Du finder regnskabet her: https://www.vestjyskbank.dk/investor-relations/investorer/rapporter/
Vestjysk Bank er som bekendt en del af fusionen med Sydbank og Arbejdernes Landsbank, der vil fortsætte under navnet AL Bank. Om en uge – tirsdag d. 2. december 2025 – skal aktionærerne i Vestjysk Bank, på en ekstraordinær generalforsamling, tage stilling til om de ønsker at acceptere fusionen og det ombytningstilbud der foreligger. Med Arbejdernes Landsbanks aktiepost på ca. 73% i Vestjysk Bank synes der dog ikke at være tvivl om at dette vil blive stemt igennem. Efterfølgende vil det primært være godkendelser fra Finanstilsynet og konkurrencemyndighederne der afventer.
Du kan læse mere om fusionen her: https://www.vestjyskbank.dk/investor-relations/fusion/
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Vestjysk Bank for en Digital IR abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 12.20 d. 25/11-2025.
