Skjern Bank: Tilfredsstillende regnskab for Q1 2026 - fastholder guidance for 2026
Oversigt
- Skjern Bank rapporterer et tilfredsstillende resultat for 1. kvartal 2026 med en stigning i basisindtægter på 8,7% til DKK 179,8 mio., drevet af højere gebyrer og provisioner.
- Resultat før skat er DKK 88,3 mio., mens nettogebyrindtægterne stiger 14,7% til DKK 70,5 mio. på grund af øget aktivitet inden for bolig- og investeringsområdet.
- Omkostninger til personale og administration stiger 7,6% til DKK 86,8 mio. som følge af ansættelse af 20 nye medarbejdere og øgede IT- og markedsføringsudgifter.
- Banken fastholder sine helårsforventninger for 2026 med et forventet basisresultat på DKK 315-335 mio. og resultat før skat på DKK 310-335 mio.
Dette indhold er genereret af AI. Du kan give feedback om det på Inderes forum.
Skjern Bank har her til eftermiddag offentliggjort sit regnskab for 1. kvartal 2026, der leverer et tilfredsstillende perioderesultat med fremgang i forretningsomfanget på tværs af bankens forretningsområder. Banken fastholder samtidig sine helårsforventninger.
Resultat før skat lander på DKK 88,3 mio. (85,7). Basisindtægterne stiger med 8,7% til DKK 179,8 mio. (165,5), drevet primært af stigende gebyrer og provisioner samt udbytte fra sektoraktier. Nettorente- og gebyrindtægterne stiger med 8,3% til DKK 175,2 mio. (161,7), hvor nettogebyrindtægterne lægger 14,7% på til DKK 70,5 mio. (61,5) drevet af stigende aktivitet på bolig- og investeringsområdet samt betydelig kundetilgang. Nettorenteindtægterne er stort set flade på DKK 100,5 mio. (100,2), idet effekten af lavere markedsrenter modsvares af tilsvarende lavere renteudgifter.
Kursreguleringerne lander på DKK 3,1 mio. (11,1), hvor særligt obligationsbeholdningen og handelsporteføljen af aktier trækker ned som følge af uro på de finansielle markeder.
Omkostningerne til personale og administration stiger 7,6% til DKK 86,8 mio. (80,6) som følge af 20 nye medarbejdere det seneste år samt øgede udgifter til IT og markedsføring. Banken har desuden pr. 1. april 2026 åbnet en ny afdeling i København på Islands Brygge, der understøtter den fortsatte organiske vækststrategi.
Basisresultatet realiseres med DKK 91,0 mio. mod DKK 82,9 mio. i samme periode sidste år, en fremgang på 9,8% – det andet bedste 1. kvartal i bankens historie. Nedskrivningerne lander på DKK 2,1 mio. (4,8), og det ledelsesmæssige skøn fastholdes uændret på DKK 100 mio.
På balancesiden vokser udlånet med 8,6% y/y til DKK 7.594 mio., hvilket understøtter en forventet udlånsfremgang for helåret på 7-10%. Indlånene stiger 16,6% y/y til DKK 10.416 mio., og garantierne er øget med 27,7% til DKK 2.406,6 mio., bl.a. drevet af garantistillelser i forbindelse med bolighandler.
Skjern Bank fastholder sine forventninger til hele 2026: basisresultatet ventes i intervallet DKK 315-335 mio., imens resultat før skat ventes i intervallet DKK 310-335 mio.
Du kan læse hele regnskabet fra Skjern Bank her: https://www.skjernbank.dk/banken/investor/regnskab
Husk at du i morgen – torsdag d. 7. maj 2026 kl. 10.30 – kan se med når vi har administrerende direktør Thomas Baun igennem på et virtuelt event til en gennemgang af kvartalsregnskabet og en snak om den seneste udvikling. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/skjern-bank-praesentation-af-regnskabet-for-1-kvartal-2026
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Skjern Bank for en Digital IR abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 17.05 d. 06/05-2026.
