Skjern Bank: Stærkt årsregnskab for 2022, og optimistiske forventninger til 2023
Skjern Bank har her til eftermiddag udsendt årsregnskab for 2022. Banken løftede dog allerede før jul lidt af sløret for hvor man ventede 2022 at lande, ligesom man offentliggjorde sine forventninger til 2023.
Således præciserede Skjern Bank sine 2022 forventninger til resultat før skat for året i den øvre ende af det udmeldte interval på DKK 175-205 mio. Her realiserer banken et endeligt resultat før skat på DKK 191,1 mio. sammenholdt med DKK 204,5 mio. i 2021. Nedgangen her skyldes negative kursreguleringer der rammer ind med -30,8 mio. for de øvrige poster har vist en positiv udvikling henover året.
At den underliggende drift har været stærk illustreres med basisresultatet, hvor forventningerne blev opjusteret før jul til DKK 225-235 mio. (fra tidligere DKK 210-225 mio.). Her realiseres DKK 233,6 mio. i 2022 imod DKK 175,6 mio. året før.
Året afsluttes også stærkt illustreret ved at nettorente- og gebyrindtægter øges med ca. 31% til DKK 128,6 mio. i Q4 2022 sammenholdt med samme kvartal året før. Her er det specielt renteindtægterne der vokser - helt specifikt med 47% sammenholdt med Q4 2021 og 15% i forhold til Q3 2022. Dels som følge af de øgede renter, og dels som følge af et større udlån der voksede hen over året med 15,8% til omkring DKK 5,5 mia.
For 2023 havde banken også meldt ud før jul, at man venter et resultat før skat på DKK 210-250 mio. – altså fortsat fremgang sammenholdt med 2022. Basisresultatet ventes at vokse til et niveau i intervallet DKK 225-275 mio. i 2023.
Udbyttet for 2022 er uændret sammenholdt med 2021, altså 3 kr. pr. aktie, eller samlet ca. DKK 29 mio., hvilket svarer til 19,2% af årets resultat. Det er altså under bankens udbyttepolitik på 30-50% af årets resultat, men skyldes et ønske fra ledelsens side om at polstre banken bedre. Udbyttet svarer til et afkast på ca. 2,3% ved det aktuelle kursniveau.
Husk at vi imorgen - fredag d. 10. februar kl. 12.00 - har administrerende bankdirektør Per Munck igennem fra Skjern Bank til en gennemgang af regnskabet for 2022, og et kig ind i 2023 med de forventninger banken har meldt ud for året. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/skjern-bank-praesentation-af-arsrapporten-2022
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Skjern Bank for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 16.27 d. 09/02-2023
Skjern Bank
Skjern Bank er en dansk regionalbank med en historie der går tilbage til 1906. Banken tilbyder forskellige finansielle ydelser til privatkunder, erhvervs- og institutionskunder samt offentlige virksomheder i Danmark. Banken har hovedkontor i Skjern i det vestlige Jylland, hvor den driver 6 afdelinger i Skjern og omegn. Banken har endvidere 4 filialer i hovedstadsområdet, der har været et vækstområde for banken i en årrække. Skjern Banks fokus er at levere et komplet udvalg af banktjenester og relaterede finansielle tjenester, herunder betalingskort, pensionsopsparing, realkreditlån, forsikring mv. Skjern Bank er noteret på OMX Nasdaq Copenhagen, og er en del af OMX Copenhagen Small Cap Index.
Read more on company page