Roblon: Indsnævrer helårsguidance på Q3 2024/25 regnskabet
Oversigt
- Vi vurderer, at Roblon har oplevet en positiv udvikling i de fortsættende aktiviteter med en stigning i omsætning og EBITDA i 3. kvartal 2024/25, mens de ophørende aktiviteter har medført øgede tab.
- Roblon har indsnævret sin helårsguidance for 2024/25, og forventer nu en omsætning på DKK 230-250 mio., med forbedrede forventninger til EBITDA og EBIT sammenlignet med tidligere guidance.
- Ordreindgangen er faldet i forhold til samme periode sidste år, hvilket har resulteret i en lavere ordreposition ved kvartalets afslutning.
Dette indhold er genereret af AI. Du kan give feedback om det på Inderes forum.
Roblon har her til formiddag offentliggjort regnskab for 3. kvartal 2024/25, og dermed for regnskabsårets første 9 måneder, der dækker perioden 1. november 2024 til 31. juli 2025. De fortsættende aktiviteter viser god fremgang imens de ophørende aktiviteter øger tabet. Roblon indsnævrer sin helårsguidance for 2024/25 efter opjusteringen i juni.
Omsætningen i de fortsættende aktiviteter lander i 3. kvartal 2024/25 på DKK 69,3 mio., svarende til en mindre vækst på 3,7% sammenholdt med DKK 66,8 mio. i samme periode året før. På regnskabsårets første 9 måneder lyder omsætningen på DKK 183,2 mio. imod DKK 177,4 mio. i samme periode i det foregående regnskabsår.
EBITDA vokser pænt i kvartalet til DKK 17,5 mio. fra DKK 10,7 mio. for et år siden, og samme tendens ses på hele perioden i det aflagte regnskab, hvor EBITDA realiseres på DKK 43,7 mio. imod DKK 25,8 mio. i samme periode året før.
EBIT før særlige poster øges tilsvarende og ligger i kvartalet på DKK 14,3 mio. sammenholdt med DKK 6,9 mio. året før. På de 9 måneder lander EBIT på DKK 33,3 mio. imod DKK 13,7 mio. i samme periode året før.
Resultat af de fortsættende aktiviteter for kvartalet lyder på DKK 10,9 mio. imod DKK 5,3 mio. i samme kvartal året før. De ophørende aktiviteter taber til gengæld DKK 14,5 mio. i kvartalet imod et tab på DKK 5,2 mio. året før. På regnskabsårets 9 måneder lyder overskuddet på de fortsættende aktiviteter på DKK 22,4 mio. imod DKK 9,9 mio. årets før. For de ophørende aktiviteter lyder de tilsvarende tal på DKK -51,7 mio. og DKK -21,4 mio.
Ordreindgangen i kvartalet lander på DKK 38,6 mio. imod DKK 56,8 mio. året før. På de 9 måneder lød ordreindgangen på DKK 183,2 mio. imod DKK 189,0 mio. i den sammenlignelige periode året før. Dermed går Roblon ud af kvartalet med en ordreposition på DKK 54,0 mio. imod DKK 73,7 mio. for et år siden.
Roblon indsnævrer sin guidance for 2024/25 på de fortsættende aktiviteter, og venter således en omsætning på DKK 230-250 mio. (fra tidligere DKK 220-250 mio.) imens EBITDA og EBIT indsnævres til henholdsvis DKK 45-50 mio. (fra DKK 40-50 mio.) og DKK 31-36 mio. (fra DKK 26-36 mio.).
Implicit er omsætningsforventningerne til 4. kvartal 2024/25 således på DKK 46,8-66,8 mio. Tilsvarende ligger de implicitte forventninger til EBITDA og EBIT i årets sidste kvartal på henholdsvis DKK 1,3 mio. til DKK 6,3 mio. og DKK -2,3 mio. til DKK 2,7 mio.
Du finder hele regnskabet fra Roblon her: https://view.news.eu.nasdaq.com/view?id=b4ea7d1608740a42abe0f190534724fdf&lang=en&src=listed
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Roblon for en Digital IR abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 12.15 d. 16/09-2025.
