NTG: Regnskab for 2023 med 2024 forventninger
NTG har her efter markedets lukning offentliggjort sit årsregnskab for 2023 der er en spids bedre end ventet på indtjeningen, imens guidance for 2024 kommer ud lidt svagere end hvad analytikerne havde i sine estimater.
NTG realiserer en omsætning i 2023 på DKK 8.338 mio., og her lå konsensusforventningerne ifølge Refinitiv blandt 4 analytikere på DKK 8.358 mio. imens NTG ikke selv guider på toplinjen. Sammenholdt med 2022 er der tale om en omsætningsnedgang på ca. 18,5% fra DKK 10.224 mio. Af nedgangen kan ca. 2/3 henføres til Air & Ocean, imens Road & Logistics står for det resterende fald i omsætningen.
På indtjeningen målt på adj. EBIT lyder årets resultat på DKK 630 mio. imod NTG’s egen guidance på DKK 600-650 mio. og konsensus der her lå på DKK 612 mio. I 2022 blev der realiseret adj. EBIT på DKK 758 mio. EBIT-margin stiger dog marginalt til 7,6% i 2023 fra 7,4% året før.
For 2024 guider NTG for en adj. EBIT på DKK 500-580 mio., og her lå analytikerforventningerne på DKK 586,50 mio., så her en lille skuffelse, men måske også en konservativ udmelding fra NTG efter et udfordrende år.
NTG fastholder sit mellemlange mål om senest ved udgangen af 2027 at realisere adj. EBIT på DKK 1 mia. fra en kombination af organisk vækst og opkøb.
I næste uge – tirsdag d. 5.marts kl. 12.00 - afholder vi et virtuelt event med Group CFO for NTG - Christian Jakobsen, som vil præsentere regnskabet, de nye 2024 forventninger og svare på spørgsmål: Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/ntg-praesentation-af-arsrapporten-2023
Disclaimer: HCA - HC Andersen Capital modtager betaling fra NTG | Nordic Transport Group A/S for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 17.38 d. 29/2-2024.
