Netcompany har her til morgen offentliggjort sit årsregnskab for 2024, der kommer ud indenfor rammerne af selskabets egne forventninger, men en spids lavere end de forventninger der lå blandt analytikerne i markedet.
Således realiserer Netcompany en omsætning i 2024 på DKK 6.540,6 mio., hvilket svarer til en vækst på 7,6%. Her lå den seneste guidance fra selskabet på 7-10% imens konsensusforventningerne lå på 8,5%. EBITDA lander på DKK 1.089,8 mio. for året, hvilket svarer til en margin på 16,9%. Her havde Netcompany senest guidet 15-18% og konsensus lå på DKK 17,6%.
Omsætningsfremgangen i 2024 er primært drevet af Danmark, Intrasoft og Holland imens UK oplever tilbagegang. Samme billede gentager sig mere eller mindre når vi ser nærmere på udviklingen i EBITDA.
For 2025 guider Netcompany for en omsætningsvækst på 5-10%, samt en adjusted EBITDA-margin på 16-19%. Her lå konsensus på 8,5% i omsætningsvækst, og EBITDA-margin på 18,4%.
Du finder hele regnskabet fra Netcompany her: https://netcompany.com/investor/
Husk at vi senere på ugen – fredag d. 31. januar kl. 11.00 - har fornøjelsen at invitere til en præsentation af regnskabet med CFO Thomas Johansen, der også vil svare på spørgsmål fra publikum. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/netcompany-praesentation-af-arsregnskabet-for-2024
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Netcompany for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 08.40 d. 28/01-2025.