ISS: Slår forventningerne til organisk vækst i Q1 2025
ISS har her til morgen offentliggjort sin Trading Update for 1. kvartal 2025, der slår konsensusforventningerne på organisk vækst. Forventningerne til hele 2025 fastholdes uændret.
ISS kommer således ud af 1. kvartal 2025 med en omsætning på DKK 20.930 mio. svarende til en samlet vækst på 4,2%, heraf 4,3% organisk (imod 6,0% sidste år), fra sidste års DKK 20.090 mio. Her lå konsensus indsamlet af ISS selv blandt 10 analytikere på en organisk vækst på 3,2% og en samlet omsætning i kvartalet på DKK 20.780 mio.
Den organiske vækst kan primært henføres til prisstigninger, vækst i omsætning fra projekter, samt positiv volumenvækst imens færre nye kontrakter trækker ned.
Opdateringen fra ISS indeholder alene omsætningstal, og der er således ikke tal for indtjeningen i kvartalet, men ISS oplyser i meddelelsen at margin på driftsindtjeningen og cash flow udvikler sig som ventet.
ISS har i kvartalet vundet 4 nye kontrakter med omsætning på mere end DKK 100 mio., ligesom 5 eksisterende kontrakter er blevet forlænget med udvidet samarbejde. Her i starten af maj, altså efter kvartalets afslutning, har ISS desuden annonceret to forlængelser inkl. udvidelse af samarbejdet med 2 eksisterende kunder.
ISS fastholder sin guidance for 2025 om en organisk vækst på 4-6%, en operating margin over 5%, samt et frit cash flow på mere end DKK 2.400 mio. (og mere end DKK 3.000 inkl. de tilbageholdte betalinger fra Deutsche Telecom).
ISS iværksatte i forbindelse med årsregnskabet et aktietilbagekøb på DKK 2,5 mia., hvor der pr. 2/5-2025 var tilbagekøbt aktier for DKK 563 mio.
Læs hele meddelelsen fra ISS her: https://www.issworld.com/en/investor/investor-relations/investor-relations
Husk at vi i næste uge - tirsdag d. 13. maj kl. 11.00 – har CFO Mads Holm med på et virtuelt event til en gennemgang af regnskabet. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/iss-praesentation-af-regnskabet-for-1-kvartal-2025
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra ISS for en Digital IR abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 08.45 d. 06/05-2025.
ISS er en servicevirksomhed, der tilbyder services inden for rengøring, sikkerhed, samt catering. Eksempler på tjenester omfatter vedligeholdelse og tilsyn, gulvpleje og vinduespudsning, planteindretning og telefoni. Kunder findes i de fleste brancher og på globalt plan med de største aktiviteter på det nordiske marked. Virksomheden har hovedsæde i Søborg.
Read more on company page