ISS: Kommer ud af halvåret lidt lavere end konsensusforventningerne, men fastholder helårsguidance og øger aktietilbagekøbsprogrammet
ISS har her til morgen offentliggjort tal for 2. kvartal 2025 og dermed regnskab for 1. halvår 2025 der umiddelbart kommer lidt svagere ud end konsensusestimaterne, men forventningerne til 2025 fastholdes uændret på de primære parametre. Der tilføjes yderligere DKK 500 mio. til det igangværende aktietilbagekøb, som nu lyder på samlet DKK 3,0 mia.
ISS kommer således ud af 2. kvartal 2025 med en omsætning på DKK 20.683 mio. svarende til en samlet vækst på 0,4%, heraf 3,8% organisk (imod 5,8% sidste år), fra sidste års DKK 20.591 mio. Her lå konsensus indsamlet af ISS selv blandt 10 analytikere på en organisk vækst på 3,2% og en samlet omsætning i kvartalet på DKK 21.098 mio.
Den organiske vækst kan, som vi også så det ved årets første kvartal, primært henføres til prisstigninger, vækst i omsætning fra projekter, samt positiv volumenvækst imens færre nye kontrakter trækker ned.
På halvåret realiserer ISS en omsætning på DKK 41.613 mio. imod DKK 40.681 mio. i samme periode for et år siden. Det svarer til en vækst på 2,3% hvoraf 4,1% er organisk. Konsensus lå her lidt højere på DKK 42.050 mio.
Operating profit i H1 2025 lød på DKK 1.688 mio., svarende til en margin på 4,06%. Her lå de tilsvarende tal i H1 2024 på henholdsvis DKK 1.580 mio. og 3,88%. Konsensusforventninger til det netop offentliggjorte halvår lå på DKK 1.739 mio. og 4,09%.
ISS har i halvåret udsendt opdateringer på 15 kontrakter med en omsætning på mere end DKK 100 mio. ISS har her vundet 6 nye kontrakter, ligesom 8 eksisterende kontrakter er blevet forlænget med udvidet samarbejde, imens én enkelt af de større kontrakter er blevet reduceret i omfang.
ISS fastholder sin guidance for 2025 på de 3 primære parametre, og venter således fortsat en organisk vækst på 4-6%, en operating margin over 5%, samt et frit cash flow på mere end DKK 2.400 mio. (og mere end DKK 3.000 mio. inkl. de tilbageholdte betalinger fra Deutsche Telecom). Dog ventes valuta nu at påvirke væksten negativt med 3-4%-point imod tidligere en forventet negativ påvirkning med 2-3%-point.
ISS iværksatte i forbindelse med årsregnskabet et aktietilbagekøb på DKK 2,5 mia. Heraf var der op til regnskabet i dag tilbagekøbt aktier for ca. halvdelen af dette beløb, altså DKK 1,25 mia. Af meddelelsen i dag fremgår det at aktietilbagekøbsprogrammet forøges med DKK 500 mio. til DKK 3,0 mia. og tilbagekøbet af anden tranche igangsættes i dag og løber frem til årsregnskabet for 2025 i midten af februar 2026.
Læs hele meddelelsen fra ISS her: https://www.issworld.com/en/investor/investor-relations/company-announcements/company-announcement-details?id=18041
Husk at vi senere i dag - tirsdag d. 12. august kl. 11.30 – har CFO Mads Holm med på et virtuelt event til en gennemgang af regnskabet. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/iss-praesentation-af-regnskabet-for-2-kvartal-2025
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra ISS for en Digital IR abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 08.55 d. 12/08-2025.
