Analytikerkommentar

INVISIO: Med Q1 2026 leveres det stærkeste Q1 i selskabets historie

Af Rasmus KøjborgHead of Research, Stables

Oversigt

  • INVISIO rapporterede en rekordomsætning på SEK 430,5 mio. i 1. kvartal 2026, en stigning på 29% sammenlignet med året før, trods midlertidige udfordringer i USA.
  • Bruttomarginen faldt til 54,3% fra 58,7% sidste år, primært på grund af salg til lavere priser relateret til en kundes videredonation.
  • EBITDA steg med 23% til SEK 55,1 mio., mens driftsresultatet (EBIT) voksede med 43% til SEK 39,4 mio., hvilket resulterede i en driftsmargin på 9,2%.
  • Ordreindgangen steg med 27% til SEK 335,0 mio., og ordrebogen ved kvartalets afslutning var SEK 750,5 mio., med forventning om leverancer i 2. og 3. kvartal.

Dette indhold er genereret af AI. Du kan give feedback om det på Inderes forum.

INVISIO har her til eftermiddag offentliggjort sit regnskab for 1. kvartal 2026, der bliver det stærkeste 1. kvartal i selskabets historie. De første leverancer af de nye produkter, der blev lanceret i 2. halvår 2025, er nu i gang, og markedsaktiviteten er fortsat høj på tværs af regioner.

INVISIO realiserer således en omsætning i 1. kvartal 2026 på SEK 430,5 mio. sammenholdt med SEK 334,8 mio. i samme kvartal året før, svarende til en vækst på 29% y/y. I sammenlignelige valutaer var væksten endnu højere på 34%, og toplinjen i kvartalet lød her på SEK 449 mio. Det er værd at bemærke, at kvartalet samtidig var påvirket negativt af en periodevis lukning af det amerikanske Department of Homeland Security (DHS), herunder US Coast Guard, hvilket midlertidigt påvirkede ordreindgangen og salget i USA. INVISIO forventer dog at indhente det meste af denne omsætning i løbet af året.

Bruttomarginen lander på 54,3% imod 58,7% sidste år. Det lavere niveau henføres primært til et salg relateret til en kundes videredonation til en tredjepart, der blev gennemført til et lavere prisniveau.

EBITDA stiger med 23% til SEK 55,1 mio. (44,9), svarende til en EBITDA-margin på 12,8% (13,4%). Driftsresultatet (EBIT) lander på SEK 39,4 mio. (27,5), svarende til en vækst på 43%, og en driftsmargin på 9,2% (8,2%). Periodens resultat lander på SEK 28,9 mio. (24,5), og EPS hedder SEK 0,63 pr. aktie (0,54).

Ordreindgangen i kvartalet voksede med 27% til SEK 335,0 mio. (264,1), og ordrebogen ved udgangen af kvartalet udgør SEK 750,5 mio. (742,7). Hovedparten af ordrebogen forventes leveret i 2. og 3. kvartal i år.

Et af de centrale temaer i regnskabet er de første leverancer af de nye produkter, der blev lanceret i 2. halvår 2025 – herunder INVISIO T30 headsettet, INVISIO Link™ wireless solution og INVISIO H series smart hubs. Volumen er fortsat begrænset, men selskabet ser stærk interesse i markedet, og forventer stigende leverancer i 2. kvartal og en yderligere acceleration hen over året. Aftalen med US Coast Guard fra 2. halvår 2025 giver allerede positive afsmitninger, og har resulteret i testordrer fra andre kystvagtsorganisationer, såvel som maritime aktører globalt.

INVISIO guider ikke for regnskabsåret, men selskabets finansielle mål, over tid, lyder på en gennemsnitlig årlig omsætningsvækst på mindst 20% (har heddet 27% årligt de seneste 5 år), og en gennemsnitlig årlig driftsmargin på mindst 20% (har heddet 17% årligt de seneste 5 år).

Du kan læse hele regnskabet fra INVISIO her: https://corp.invisio.com

Husk at du i morgen – torsdag d. 7. maj 2026 kl. 08.30 – kan se med når vi har CEO Lars Højgård Hansen igennem på et virtuelt event til en gennemgang af regnskabet og en snak om den seneste udvikling. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/invisio-praesentation-af-regnskabet-for-1-kvartal-2026

Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra INVISIO for en Digital IR abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 15.45 d. 06/05-2026.