Impero – Stærkt Q3 vækstmæssigt trods balanceret investeringstilgang
Impero er her til morgen ude med regnskabet for Q3 2025. Ved udgangen af september lå ARR på DKK 43,2 mio., svarende til en vækst på 17 % YoY og selskabets bedste tredje kvartal nogensinde målt på net ny ARR (DKK 2,4 mio. i kvartalet). For de første ni måneder er net new ARR DKK 4,4 mio. mod DKK 6,5 mio. i samme periode sidste år. NRR ligger fortsat på et solidt niveau på 107 % i kvartalet, med en churn på blot 1 %.
Udviklingen i 3. kvartal vs. H1 2025 afspejler et billede, hvor markedsforholdene fortsat er udfordrende, men bedre end i første halvår. Ledelsen peger på, at usikkerheden tidligere især ramte salget til nye kunder, mens relationerne til de eksisterende enterprise-kunder er forblevet stærke. Det understøttes bl.a. af meget lav churn, en fortsat høj kundetilfredshed og godt opsalg særligt i DACH-regionen, der står for 61 % af ny ARR år til dato og nu udgør 45 % af den samlede ARR, uden registreret churn i regionen år til dato.
Omsætningen steg 15 % i Q3 2025 til DKK 10,5 mio., mens toplinjen for årets første ni måneder voksede 19 % til DKK 30,7 mio. Samtidig faldt andre eksterne omkostninger og personaleomkostninger samlet med 6 % i kvartalet, hvilket løftede EBITDA til DKK 1,0 mio., det første positive kvartals EBITDA resultat siden børsnoteringen. EBITDA for de første ni måneder blev forbedret til DKK -3,2 mio. mod DKK -6,7 mio. i samme periode 2024. EBIT var ligeledes positivt i kvartalet (DKK 0,1 mio.), og bundlinjen viste et mindre overskud. Selskabet fortsætter dermed den mere balancerede tilgang, hvor omkostninger holdes i ro, samtidig med at der fortsat investeres i produktudvikling og kommerciel eksekvering,
I regnskabet fastholder Impero de tidligere justerede forventninger til 2025. ARR forventes fortsat at lande i den øvre ende af ARR-intervallet på DKK 43–46 mio. ved årets udgang, svarende til en ARR-vækst på ca. 11–19 %. EBITDA ventes fortsat i intervallet DKK -5 mio. til -3 mio., efter at spændet tidligere er blevet opjusteret fra -6 til -4 mio. (initial guidance på DKK -10 til -8 mio.)
Cash flow fra driften var svagt negativt i årets første ni måneder (DKK -0,5 mio.), mens investeringer – primært i udviklingsprojekter (aktiverede udviklingsomkostninger) trak et yderligere negativt cash flow på DKK -4,2 mio. Samlet faldt likviderne dermed fra DKK 9,8 mio. ved årets begyndelse til DKK 5,3 mio. ved udgangen af Q3 2025.
Over de seneste 12 måneder har Impero genereret net new ARR på DKK 6,3 mio. mod et negativt frit cash flow på DKK 9,4 mio., svarende til en cash burn/ny ARR-ratio på omkring 1,5x – uændret i forhold til udgangen af Q2 2025,
en 1. december kl. 12.00 vil Imperos CEO, Rikke Stampe Skov og CFO, Kasper Lihn præsentere resultaterne for Q3 2025 samt svare på spørgsmål i et online live-event.
Tilmeld dig her:
https://www.inderes.dk/videos/impero-praesentation-af-q3-2025
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Impero for en Digital IR abonnementsaftale. Michael Friis kl. 15.38, d. 27/11-2025.
