GreenMobility: Fokus på profitabilitet i ny strategiplan
I forbindelse med nedjusteringen af 2022 guidance i november 2022 indikerede GreenMobility, at selskabet ville ændre strategi. Her til morgen er den nye strategi meldt ud.
Sigtekornet rettes nu mod profitabilitet via fokusering og allokering af biler mod kernemarkeder med bedre momentum og indtjening, hvilket blandt andet betyder nedlukning af det tyske og svenske marked. Biler fra disse markeder rykkes til eksisterende markeder.
Finansielt forventer GreenMobility nu, at den ændrede strategi vil føre til break-even i slutningen af 2023 og profitabilitet i 2024. Det mindre fokus på vækst, samt allokering af biler mod mere modne eksisterende markeder med bedre indtjening, betyder, at selskabet modsat tidligere ikke forventer at have brug for ny kapital fra investorer i 2023.
Det understreges i dagens melding, at selskabet fortsat forventer at vokse betydeligt de kommende år. Væksten indikeres på niveau med de seneste par års vækstrater på 60% om året i de fastholdte markeder, men tidligere udmeldte aspirationer om 10.000 elbiler og 35 markeder i 2025 udskydes til 2030.
Fokus på profitabilitet står GreenMobility ikke alene med. I forbindelse med Free2Moves opkøb af ShareNow meldte Stellantis (nuværende ejere) også ud, at de gik mod sorte tal. En fokusering på kapitalallokering i et marked, hvor prisen på ekstern finansiering til vækst er steget betragteligt, virker derfor logisk.
Fra et aktionærperspektiv forkortes tidshorisonten for efterprøvelse af investeringscasen også. Fokus er nu rettet mod break-even resultater i slutningen af 2023 sammenlignet med tidligere meldinger om, at nye markeder i løbet af en 3-årig periode skulle vise retning mod break-even.
På torsdag d. 12. januar kl. 13:00 vil GreenMobilitys interim CEO og Group CFO Anders Wall kort præsentere den nye strategiplan og svare på spørgsmål fra tilhørerne. Tilmeld dig her: Link
HC Andersen Capital modtager betaling fra GreenMobility for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. HC Andersen Capitals CEO Tue Østergaard er bestyrelsesformand i GreenMobility og ejer aktier i GreenMobility. /Michael Friis kl. 11:05 d. 10-01-2023.
