Green Hydrogen Systems: Modtager største enkeltordre i historien
Green Hydrogen Systems (GHS) har i dag meddelt, at selskabet har modtaget den største enkeltordre i virksomhedens historie bestående af 16 A-Series moduler på i alt 7,2 MW. Til kontekst var ordrebogen slut Q3 2022 på 13 MW, og fabrikken, som selskabet udvider, har fuld kapacitet på omkring 400 MW.
Udover ordrestørrelsen er det et væsentligt signal, da 2022 har været præget af tekniske udfordringer, der både har udskudt levering og nye ordrer på A-Series.
Ordremeldingen følges op af, at GHS i fjerde kvartal 2022 begyndte at levere ud til kunder og teste på eksisterende ordrer. I en pressemeddelelse i start januar kunne GHS også melde, at leveringen var sket, og de også havde modtaget ordrer i kvartalet på 2,25 MW til levering i 2023.
Samlet set begynder det nu at tegne et godt billede af, at tekniske udfordringer er løst, og ordrer på A-Series igen kan begynde at flyde samt - måske vigtigere - at tidslinjen for X-series prototypen måske kan holdes, hvis problemer med A-Series nu er overkommen. Aktien har også reageret kraftigt på meldingerne.
Stigningerne skal dog nok også ses i lyset af, at vi har set relativt store stigninger siden efteråret i andre aktier relateret til den grøn hydrogenproduktion, og måske ikke mindst meldinger fra Europa om, at der skal investeres mere for at modsvare de handelsbarrierer som US Green Deal reelt stiller op overfor grønne løsninger produceret udenfor USA. Dette er en trussel, fordi Green Deal America First krav kan betyde udflytning af viden og produktionskapacitet ud af Europa. Der er derfor retorisk tegn på, at Europa vil modsvare med samme massive grønne pakker og finansieringsløsninger.
GHS melder desuden, at de i løbet af januar forventer at komme med guidance til 2023.
HC Andersen Capital modtager betaling fra Green Hydrogen Systems for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Michael Friis, kl. 16:21 d. 20-01-2023.
Green Hydrogen Systems
Green Hydrogen Systems er en OEM-fabrikant (Original Equipment Manufacturer) og clean tech-virksomhed grundlagt i 2007. Green Hydrogen Systems udvikler og fremstiller elektrolyseløsninger til fremstilling af grøn brint. Virksomhedens produktion er i Kolding, Danmark. Selskabet blev børsnoteret på Nasdaq Copenhagen i juni 2021, hvor selskabet rejste 1,1 mia. kr. til markant opskalering af elektrolysekapaciteten. Green Hydrogen Systems stræber efter at nå mere end 200 MW i 2025 svarende til en omsætning på mere end DKK 1.000 mio. med en bruttoavance på ca. 25 % i 2025.
Read more on company page