Føroya Banki (BankNordik): Fornuftig udvikling på halvåret
Føroya Banki (tidligere BankNordik) har her til morgen offentliggjort regnskab for 1. halvår 2024, og dermed også for 2. kvartal 2024. Regnskabet viser en fornuftig udvikling på halvåret, hvor specielt nettorenteindtægterne viser en god fremgang. På kvartalet er fremgangen mere drevet af tilbageførsel af nedskrivninger og investeringsresultatet.
Således realiserer banken med base på Færøerne et resultat før skat i 1. halvår 2024 på DKK 175 mio. sammenholdt med DKK 162 mio. i samme periode året før. Her er det i høj grad en positiv udvikling i nettorenteindtægterne, der forbedres med DKK 18 mio., der trækker resultatet op.
I selve 2. kvartal 2024 lyder resultat før skat på DKK 105 mio. imod DKK 70 mio. i det foregående 1. kvartal 2024. Forbedringen på kvartalsniveau skyldes primært en tilbageførsel af nedskrivninger, og et forbedret investeringsresultat imens der kun er marginale ændringer i nettorente- og gebyrindtægter, og på omkostningssiden.
Føroya Banki fastholder de tidligere udmeldte forventninger for hele 2024 om et resultat efter skat på DKK 225-255 mio., hvilket svarer til en nedgang på ca. 17-27% sammenholdt med 2023. Vi har ellers set en begyndende tendens til at en række af de sammenlignelige banker har hævet guidance for 2024.
Husk at vi allerede senere i dag kl. 13.00 har den store fornøjelse at invitere til en gennemgang af regnskabet med administrerende bankdirektør Turið F. Arge. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/foroya-banki-praesentation-af-q2-2024
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Føroya Banki (BankNordik) for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 08.43 d. 01/08-2024.