Copyright © Inderes 2011 - present. All rights reserved.
  • Seneste
  • Markeder
    • Aktieoversigt
    • Finanskalender
    • Udbyttekalender
    • Research
    • Artikler
  • InderesTV
  • Forum
  • Om os
    • Fulgte selskaber
    • Team
Analytikerkommentar

Danske Bank: Leverer Q2 2025 på niveau med forventningerne, men tab på udlån trækker bundlinjen ned i forhold til foregående kvartaler

Af Rasmus KøjborgHead of Research, Stables
Danske Bank

Danske Bank har her til morgen offentliggjort sit regnskab for 2. kvartal 2025, og dermed også for 1. halvår 2025. Det er et kvartal, hvor de fleste poster ligger indenfor rammerne af markedets forventninger, men som følge af øgede nedskrivninger på udlån falder overskuddet sammenholdt med både samme kvartal for et år siden og årets første kvartal.

Således realiserer Danske Bank samlede indtægter (Total income) i kvartalet på DKK 13.985 mio. imod DKK 14.055 mio. i samme kvartal sidste år, og konsensus, indsamlet af Danske Bank selv blandt 10 analytikere, på DKK 13.875 mio. De underliggende poster viser en marginal procentuel nedgang i nettorenteindtægterne, og et større procentuelt fald i nettogebyrindtægterne. Det opvejes til gengæld af øgede handelsindtægter og et bedre resultat i Danica.

De samlede udgifter (Total expenses) realiseres på DKK 6.379 mio. sammenholdt med DKK 6.481 mio. sidste år og konsensus på DKK 6.416 mio. Danske Bank formår altså fortsat at reducere sine omkostninger som en af de få danske banker, og leverer altså også en spids bedre end konsensus.

Bundlinjen (Net profit) lyder i kvartalet på DKK 5.454 mio. imod DKK 5.839 mio. sidste år og konsensus på DKK 5.457 mio. Nedgangen på ca. 7% sammenholdt med sidste år kan primært tilskrives nedskrivninger på udlån der i kvartalet for et år siden var en tilbageførsel på DKK 200 mio. mens der i det forgange kvartal er taget et tab på DKK 217 mio. på denne post. Sammenholdt med årets første kvartal faldet bundlinjen med 5% fra DKK 5.757 mio. i første 3 måneder af 2025.

Danske Bank fastholder sin guidance for hele 2025, og venter således fortsat et resultat på DKK 21-23 mia. - her ligger medianen blandt samme analytikere som ovenfor på DKK 22,3 mia. Med Net profit på DKK 11,2 mia. efter 1. halvår 2025 har Danske Bank således realiseret ca. 47-53% af helårsguidance. Omkostninger guides fortsat til DKK 26 mia. imens nedskrivninger på udlån guides til en udgift på DKK 1 mia., og altså på et fortsat historisk lavt niveau.

Der udbetales ikke noget udbytte for halvåret som det var tilfældet i 2024. Ved udgangen af kvartalet havde Danske Bank tilbagekøbt aktier for DKK 1,8 mia. af det aktuelle aktietilbagekøbsprogram på DKK 5,0 mia. 

Du finder hele regnskabet fra Danske Bank her: https://danskebank.com/da/investor-relations/regnskaber

Husk at vi senere i august, når de fleste er tilbage fra sommerferie, afholder event med Danske Bank. Det sker onsdag d. 13. august 2025 kl. 14.30, hvor vi har fornøjelsen at invitere til en præsentation af kvartalsregnskabet og en snak om den seneste udvikling med Head of Investor Relations Claus I. Jensen, der også vil svare på spørgsmål fra publikum. Tilmelding her: https://www.inderes.dk/videos/danske-bank-praesentation-af-regnskabet-for-2-kvartal-2025

Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Danske Bank for en Digital IR abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 08.15 d. 18/07-2025.

Danske Bank blev stiftet i 1871 og er Danmarks største bank med hovedkontor i København og aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Nordirland og Storbritannien. Danske Bank beskæftiger sig med betalingsløsninger, handel med værdipapirer og andre instrumenter, placering af overskudslikviditet samt tilvejebringelse af kort- og langfristet finansiering. Det driver fire kommercielle forretningsenheder Personal & Business Customers, Large Corporates & Institutions, Danica Pension og Nordirland. Segmentet Personal & Business Customers yder rådgivning til privatkunder, Private Banking-kunder samt små og mellemstore virksomheder i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Segmentet Large Corporates & Institutions beskæftiger sig med at levere strategisk rådgivning, finansielle løsninger og produkter til store nordiske og institutionelle kunder. Danica Pension leverer pensionsydelser i Danmark, imens nordirske privat- og erhvervskunder serviceres i forretningsenheden Nordirland der også forestår aktiviteter i målrettede sektorer i resten af ​​Storbritannien. I 2021 var Danske Banks markedsandel i Danmark 25 % på udlån og 29 % på indlån.

Læs mere på virksomhedsside
Find os på de sociale medier
  • Inderes Forum
  • Youtube
  • Facebook
  • X (Twitter)
Tag kontakt
  • info@hcandersencapital.dk
  • Bredgade 23B, 2. sal
    1260 København K
Inderes
  • Om os
  • Vores team
  • Karriere
  • Inderes som en investering
  • Tjenester for børsnoterede virksomheder
Vores platform
  • FAQ
  • Servicevilkår
  • Privatlivspolitik
  • Disclaimer
Inderes’ ansvarsfraskrivelse kan findes her. Detaljeret information om hver aktie, der aktivt overvåges af Inderes og HC Andersen Capital, er tilgængelig på de virksomhedsspecifikke sider på Inderes' hjemmeside. © Inderes Oyj. All rights reserved.