Dagens aktienyheder 26/01-2026: Trifork og ISS
Trifork meddelte fredag, at datterselskabet Nine har vundet en rammeaftale med Styrelsen for It og Læring (STIL) og dermed er blevet tildelt LOD-rammeaftalen (Login og Datapræsentation) for perioden 2026 til 2029. Rammeaftalen omfatter syv applikationer, der understøtter centrale digitale tjenester i Danmarks uddannelses- og beskæftigelsesøkosystem. Løsningerne dækker blandt andet fælles login, et fælles datagrundlag om unges uddannelse og beskæftigelse samt procesunderstøttelse af tildeling af tilladelser til dataudveksling via Styrelsen for It og Lærings webtjenester.
ISS har annonceret en ny kontrakt i Schweiz med en samlet årlig værdi tæt på DKK 300 mio., bestående af fastholdelse af eksisterende forretning samt en udvidelse på mere end DKK 100 mio. årligt. Kontrakten løber i tre år med optioner og opstart i Q2 2026 og indebærer, at ISS fremover leverer fuld IFS direkte til kunden. Dette følger et 2025 med høj kontraktaktivitet, hvor ISS i 2025 offentliggjorde 25 kontraktmeddelelser, heraf 10 nye aftaler, 10 udvidelser af eksisterende kontrakter, 2 reduktioner og 1 ophør. Goldman Sachs har desuden løftet kursmålet for aktien med 21 pct. til 278 kr.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra de nævnte selskaber for en digital IR abonnementsaftale. /Philip Coombes d. 26/01-2026 kl. 09:03.
