Dagens aktienyheder 16/11 2022.
Dagens aktienyheder 16/11 2022: Sparekassen Sjælland-Fyn, SP Group, MT Højgaard Holding, Odico A/S og AUDIENTES
Sparekassen Sjælland-Fyn meddelte i går sidst på eftermiddagen, at man har udstedt hybrid kernekapital (AT1) for DKK 175 mio. Udstedelsen har uendelig løbetid, som det er normalt med denne type udstedelser, men kan indfries før tid d. 30. marts 2028. Renten lyder på CIBOR 6 plus et tillæg på 6,50%. Hvis du har lyst til at blive klogere på Sparekassen Sjælland-Fyn afholder vi i morgen – torsdag d. 17. november kl. 14.00 - vores første event med sparekassen, hvor ledelsen vil give en overordnet præsentation, samt svare på spørgsmål fra publikum. Tilmelding her: https://lnkd.in/eRWmREd6
SP Group offentliggjorde i går eftermiddags regnskab for 3. kvartal 2022, der er en lille spids under konsensusforventningerne, men hvor selskabet vigtigst af alt fastholder sine egne forventninger til hele 2022 trods et aftagende momentum. Læs hele vores kommentar her og tilmeld dig vores event med selskabet på fredag d. 18/11 kl. 10.00: https://lnkd.in/e_XDh2Kp
MT Højgaard Holding (MTHH) annoncerede i går, at forretningsenheden MT Højgaard Danmark har indgået endnu en totalentreprisekontrakt med DSB omkring opførelse af et togværksted med tilhørende baneanlæg i Brabrand. Kontrakten lyder på DKK 1,32 mia., og er betinget frem til december 2022, hvor bestyrelsen i DSB ventes at tiltræde kontrakten. Den er en del af det faseopdelte udbud som MT Højgaard Danmark vandt i efteråret 2020. Vi afholdt tidligere på ugen event med ledelsen i MTHH som gennemgik det seneste regnskab for 3. kvartal 2022, og samtidig også kom ind på en række af de større aftaler som selskabet har vundet her i den sidste halvdel af 2022. Du kan se præsentationen her: https://lnkd.in/eFrCrgsx
Odico A/S var i går ude med nyheden om, at selskabet får fuldt medhold i retssag mod tidligere kapitalejer. Det drejede sig om et krav om en merbetaling for salg af anparter i det tidligere Odico ApS tilbage i december 2017 på ca. DKK 23,8 mio. Overdragelsesaftalen gav mulighed for en maksimal købesum på DKK 2,2 mio. fordelt i 2 rater, som Odico A/S har betalt efter aftalen. Modparten er pålagt at betale sagens omkostninger. Ifølge Odicos CEO var udfaldet som forventet, og selskabet afventer nu, om sagsøgeren anker dommen til Landsretten.
Audientes var tidligere på ugen ude at nedjustere omsætningsforventningerne for 2022 til DKK 3,5-5 mio. (seneste guidance var DKK 9-12 mio.), mens EBITDA guidance blev fastholdt på mellem DKK -12 mio. og -10 mio. for 2022. I morgen torsdag aflægger Audientes regnskabet for Q3 2022, og du kan møde og stille spørgsmål til selskabets CEO på fredag kl. 13:00 til en gennemgang af de finansielle resultater og den seneste udvikling. Tilmeld dig her: https://lnkd.in/eN6kAKCF
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra selskaberne for en Digital IR aftale.
Jesper Thomsen16/11 2022 kl. 08:49.