Dagens aktienyheder 05/06: Columbus og North Media

North Media meddelte i går, at selskabets bestyrelsesformand Ole Borch fratræder sin post for at indtræde som formand for en ny fond, der vil få aktiemajoriteten i North Media. Denne besiddes i dag af Baunegård ApS, som ejes af North Media’s stifter og hovedaktionær Richard Bunck, og den nye fond vil på sigt få overdraget aktierne i North Media. Baunegård ApS ejede ifølge den seneste opgørelse 56,56% af aktiekapitalen i North Media.
Hovedaktionær i Columbus, Ib Kunøe, har gennem sit holdingselskab Consolidated Holdings A/S øget sin ejerandel ved at købe aktier op i markedet de seneste dage. Samlet set har han over de seneste dage købt aktier for knap DKK 1,2 mio. svarende til ca. 0,09% af de samlede aktier i Columbus. I årsrapporten for 2024 fremgik det, at Consolidated Holdings A/S på det tidspunkt ejede 61,75% af aktierne i Columbus og kontrollerede 63,17% af stemmerne på den årlige generalforsamling.
I dag har det danske aktiemarked lukket på grund af Grundlovsdag. Øvrige aktiemarkeder, herunder i andre nordiske lande og det amerikanske marked, er åbent som sædvanligt.
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra de nævnte selskaber for en Digital IR abonnementsaftale.
/Kasper Lihn, d. 05/06-2025 kl. 09:02.