BankNordik: Solidt 2022 og nye udbyttebetalinger
BankNordik har her til morgen offentliggjort årsregnskab for 2022, der kommer ud på niveau med de tidligere udmeldte forventninger, og melder samtidig om endnu et betydeligt udbytte til aktionærerne.
Seneste guidance fra BankNordik lød på et resultat efter skat i 2022 på DKK 160-170 mio. Her realiserer banken et resultat efter skat på DKK 164 mio. Her lå 2021 dog betydeligt højere med DKK 272 mio. som følge af ekstraordinære indtægter og negative kursreguleringer der trak 2022 ned.
Ser vi på Q4 2022 isoleret set er der en god udvikling i den underliggende drift, hvor indtægterne lander på DKK 117 mio., hvilket er +6,4% sammenholdt med det foregående kvartal for Q3 2022 og +13,6% sammenholdt med Q4 2021. Det er specielt renteindtægter og forsikringsdelen der udvikler sig gunstigt. Resultat efter skat lander på DKK 54 mio. i kvartalet imod DKK 20 mio. i Q3 2022, og foruden driften er det specielt kursreguleringer der gør forskellen imellem de to kvartaler.
For 2023 meldte banken allerede ud i slutningen af januar i år, at man venter et resultat efter skat i de nye regnskabsår i intervallet DKK 190-220 mio. Den melding gentages her til morgen. Samtidig gentages de lidt mere langsigtede målsætninger frem til 2024, der også blev opdateret for en lille måned siden. Således er det målsætningen i 2024 at levere en ROE på 12% (lå før 26. januar 2023 på 10%) ligesom målet for cost/income ratio sænkes til <53% (fra <55%). Udbyttebetalingen øges til 70% (fra tidligere 50%). Målsætningen for den egentlige kernekapital blev fastholdt på 20%.
Banken fortsætter kapitalreturneringerne og indstiller til et udbytte på DKK 26,04 pr. aktie, der stammer fra både kapitaltilpasning og årets overskud. Det svarer til en yield på 15,5% ved det aktuelle kursniveau. Konsensusforventningerne lå ifølge Refinitiv på DKK 39,14 pr. aktie, men blandt blot to analytikere og kan også dække over en forventning om ekstraordinære udbytter i løbet af året.
BankNordik er blandt de allermest stigende bankaktier i år, og er siden nytåret steget med omkring 25% imens det generelle aktiemarked er i plus med ca. 4,5% på året. Spørgsmålet er om markedet er løbet lidt foran på udbytteforventningerne, og om disse så skuffer markedets forventninger?
Husk at vi i næste uge – tirsdag d. 28. februar kl. 14.00 afholder event med ledelsen i BankNordik. Tilmeld dig her: https://www.inderes.dk/videos/banknordik-praesentation-af-arsregnskabet-2022
Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra BankNordik for en Digital IR/Corporate Visibility abonnementsaftale. /Rasmus Køjborg, CFA kl. 09.00 d. 24/02-2023
