You seem to be using a wider screen, would you like to enable a wider viewing experience on this page?

Scandinavian Medical Solutions - Præsentation af halvårsrapporten 2025/26

By HC Andersen Capital

Du kan allerede nu tilmelde dig eventet og sende dine spørgsmål ind. Du behøver ikke at deltage live for at sende spørgsmål til præsentationen.

Tirsdag den 19. maj 2026 forventer Scandinavian Medical Solutions at aflægge selskabets halvårsrapport for 2025/26, der dækker perioden 1. oktober 2025 til 31. marts 2026. Onsdag den 20. maj 2026 kl. 11:00 vil selskabets ledelse præsentere regnskabet og den seneste udvikling samt svare på spørgsmål fra tilhørerne i et online liveevent.

Selskabet nedjusterede den 1. april 2026 sine forventninger til regnskabsåret 2025/26, således at omsætningen nu forventes i intervallet DKK 190-220 mio. (tidligere DKK 220-250 mio.), mens EBITDA forventes i intervallet DKK 0-5 mio. (tidligere DKK 11-15 mio.). Nedjusteringen blev begrundet med øget global usikkerhed, herunder handelsbarrierer i USA, geopolitiske uroligheder i Mellemøsten samt stigende oliepriser, som har fået kunder til at udskyde investeringer og gjort ekstern finansiering sværere tilgængelig.

Den annoncerede ordreindgang understøtter billedet af et lavere aktivitetsniveau. I perioden fra 1. oktober 2025 til 7. april 2026 havde selskabet annonceret ordrer for mellem DKK 34,5-56,0 mio., mod DKK 55,5-83,5 mio. i samme periode af 2024/25.

Ud over halvårsresultaterne og de reviderede forventninger til 2025/26 vil fokus være på, hvordan selskabet har leveret på det øgede fokus på cash flow og kapitalallokering, som blev kommunikeret i forbindelse med årsrapporten for 2024/25, samt på udviklingen i udlejningsmarkedet, hvor selskabet har peget på en øget kundeinteresse for at leje frem for at købe udstyr. Fokus vil også rettes mod de fremadrettede markedsudsigter i lyset af den geopolitiske usikkerhed.

Disclaimer: HC Andersen Capital modtager betaling fra Scandinavian Medical Solutions for en Digital IR abonnementsaftale. /Michael Friis 16.10, 20/04-2026.