DAC: Årsrapport bekræfter foreløbige tal, fastholder guidance for 2026
Danish Aerospace Company (DAC) var i går ude med sin årsrapport for 2025, der bekræfter de foreløbige resultater samt 2026 guidance, selskabet præ-annoncerede den 10. februar.
Omsætning inkl. anden driftsindtægt landede på DKK 19,6 mio. (2024: DKK 18,9 mio.), og EBITDA på DKK -2,0 mio. (2024: DKK -3,1 mio.), begge i tråd med de foreløbige tal annonceret forud for regnskabet. Bundlinjen landede på DKK -3,5 mio. (2024: DKK -4,1 mio.), negativt påvirket af markant højere finansielle omkostninger på DKK 2,1 mio. (2024: DKK 1,3 mio.), mens egenkapitalen er faldet til DKK 4,7 mio. (2024: DKK 7,7 mio.) med en soliditet på kun 17%.
Årsrapporten indeholder flere vigtige projektmilepæle. E4D-træningsudstyret er planlagt til opsendelse til ISS i april 2026, FERGO har opereret fejlfrit i næsten 2,5 år, og selskabet har leveret det første E4D-udstyr til Axiom Space – en vigtig milepæl i den kommercielle rumfartsstrategi. Derudover har ESA tildelt DAC en kontrakt til udvikling af træningsudstyr til Lunar Gateway, og selskabet er indgået i et strategisk partnerskab med NECAS A/S inden for forsvarsapplikationer.
Sideløbende meldte selskabet i går ud, at den fuldt garanterede fortegningsemission med et bruttoprovenu på DKK 24,7 mio. er gennemført succesfuldt. Provenuet skal styrke kapitalstrukturen, øge driftskapitalen og investere i produktudvikling. Med emissionen på plads er balancen markant styrket.
For 2026 fastholder ledelsen en guidance på omsætning inkl. anden driftsindtægt på DKK 22-25 mio. og EBITDA på DKK 1-3 mio. Selskabet gentager samtidig, at der pågår dialog med flere potentielle kommercielle og institutionelle kunder inden for både rum- og forsvarssegmentet, og at succes her kan påvirke forventningerne positivt.
Mandag den 20. april kl. 14.00 vil selskabets CEO, Thomas A.E. Andersen, præsentere resultaterne samt svare på spørgsmål i et online live-event.
Tilmeld dig her; https://www.inderes.dk/videos/danish-aerospace-company-praesentation-af-arsregnskab-2025
HC Andersen Capital modtager betaling fra Danish Aerospace Company for en Digital IR abonnementsaftale. HC Andersen Capital er endvidere rådgiver for selskabet i forbindelse med en aktuel kapitalrejsning og modtager i den forbindelse betaling fra selskabet. Michael Friis, 07:30, 16/04/2026
