Årsrapport 2025 for SP Group A/S
Meddelelse nr. 13 / 2026
25. marts 2026
CVR nr. 15701315
Årsrapport 2025: Omsætning DKK 2.948 mio., EBITDA-margin 20,2 % og EBT DKK 345 mio.
Bestyrelsen for SP Group har i dag godkendt årsrapporten for 2025 med følgende hovedpunkter:
4. kvartal 2025
4. kvartal 2025 blev SP Groups bedste kvartal nogensinde med rekord både på omsætning, EBITDA, EBIT og EBT:
- Omsætningen steg med DKK 99,6 mio. til DKK 826,4 mio. – en stigning på 13,7 % (2024: DKK 726,9 mio.).
- Resultatet før afskrivninger, finansielle poster og skat (EBITDA) blev DKK 178,0 mio. – en stigning på 26,0 % (2024: DKK 141,2 mio.). EBITDA-marginen blev 21,5 %.
- Resultatet før finansielle poster og skat (EBIT) blev DKK 128,0 mio. – en stigning på 42,7 % (2024: DKK 89,7 mio.).
- Resultatet før skat (EBT) blev DKK 115,8 mio. – en stigning på 27,9 % (2024: DKK 90,5 mio.). EBT-marginen blev 14,0 %.
- Idé-Pro indregnes først pr. 31. december 2025, og akkvisitionsomkostninger udgjorde DKK 4,7 mio. i 2025.
Helåret 2025
SP Group satte i 2025 rekord med den bedste omsætning og det bedste resultat til dato.
- Omsætningen steg med 0,9 % til DKK 2.948 mio. (2024: DKK 2.922 mio.).
- Resultatet før afskrivninger, finansielle poster og skat (EBITDA) steg med 1,1 % i 2025 til DKK
- 595 mio. (2024: DKK 589 mio.). EBITDA-marginen blev 20,2 %.
- Resultat før finansielle poster og skat (EBIT) blev DKK 398 mio. EBIT-marginen blev 13,5 %.
- Resultatet før skat (EBT) steg med 0,1 % i 2025 til DKK 345,0 mio. (2024: DKK 344,8 mio.). EBT-marginen blev 11,7 %.
- Resultaterne skyldes i høj grad vækst i underleverandøropgaverne, der i 2025 steg med 5,7 %. Væksten kom fra nye aftaler og en bredere kundebase.
- Salget af egne produkter blev reduceret med 10,1 %, hvilket primært skyldes udskydelser af større projekter. Der var reduktion i salget af ergonomiske løsninger, medicinsk emballage og staldventilation, mens der var vækst i salget af guidewires.
- Pengestrømmene fra driften faldt til DKK 393 mio. (fra DKK 510 mio. i 2024), primært som følge af et øget behov for binding i nettoarbejdskapital og en mindre forbedring af årets resultat.
- Den nettorentebærende gæld (NIBD) steg til DKK 1.460 mio. (2024: DKK 821 mio.) svarende til 2,5x EBITDA. Akkvisitionen af Idé-Pro har øget gælden med netto DKK 653 mio.
- Resultaterne er inden for de senest udmeldte forventninger.
- Bestyrelsen foreslår et uændret udbytte på DKK 4 pr. aktie.
Forventninger til 2026
Markedsforudsætningerne og forsyningssikkerheden har ændret sig markant på det seneste, og usikkerheden er større end normalt. Såfremt krisen i Mellemøsten aftager og markedsforholdene normaliseres inden for en kortere tidshorisont, forventer vi vækst i både omsætning og indtjening – drevet af nye medicoprojekter, øget aktivitet i USA, fuldt bidrag fra Idé-Pro samt fortsat positiv udvikling for både egne produkter og underleverandørforretningen generelt.
For 2026 forventer vi:
- Omsætningsvækst i niveauet 15–23 %, svarende til en samlet omsætning på DKK 3,4–3,6 mia. Heraf forventes Idé-Pro at udgøre ca. 15 %.
- EBITDA-margin på 19–21 %.
- EBT-margin på 11–13 %.
CEO Lars Bering udtaler:
”2025 blev et år med store udsving på grund af geopolitisk uro, men robustheden i forretningen sikrede fremgang. Efter et svagt 2. og 3. kvartal med udskydelser af ordrer og tøven blandt kunderne, oplevede selskaberne en stigende ordreindgang, hvilket medførte et højt aktivitetsniveau i 4. kvartal. Vi afsluttede året med det stærkeste kvartal i koncernens historie – og leverede for hele året SP Groups bedste omsætning og resultat til dato.
Opkøbet af Idé-Pro er SP Groups hidtil største og styrker vores position som en af de førende plast- og kompositkoncerner i Nordeuropa. Samtidig skaber opkøbet nye muligheder for at sikre lønsom vækst frem mod 2030. Integrationen af Idé-Pro forløber planmæssigt, og organisationen er i fuld gang med at realisere de muligheder for synergier, som opkøbet har skabt.
SP Group er i en god position til at vokse forretningen. Vi har indgået mange nye aftaler med nye og eksisterende kunder, vi udbygger kapaciteten i Polen, USA og Indien og går ind i 2026 med et styrket fundament – vi er klar til vækst."
Invitation til SP Groups præsentation af Årsrapport 2025 den 25. marts 2026
I forlængelse af offentliggørelsen afholder SP Group den 25. marts 2026 et webcast kl. 13:00 (dansk) og kl. 15:00 (engelsk).
SP Group vil være repræsenteret ved CEO Lars Bering og CFO Allan Malmos Jeppesen, der vil præsentere Årsrapporten 2025 og svare på spørgsmål.
Tilmelding til den danske præsentation den 25. marts 2026 kl. 13:00:
https://www.inderes.dk/videos/sp-group-praesentation-af-arsregnskabet-for-2025
Tilmelding til den engelske præsentation den 25. marts 2026 kl. 15:00:
https://www.inderes.dk/videos/sp-group-presentation-of-the-annual-report-for-2025
Yderligere oplysninger:
Lars Bering
CEO, SP Group A/S
tlf. 70 23 23 79
www.sp-group.com