EU's energiafhængighed er primært baseret på Vesten

Automatisk oversættelse: Oprindeligt udgivet på finsk 26.3.2026, 05.39 GMT. Giv feedback her.

Eurostat offentliggjorde i sidste uge EU's udenrigshandelsstatistikker for januar, og de var ikke særlig imponerende læsning.

Kilde: Eurostat

Den samlede eksportmængde faldt med 10 % og importmængden med 9,5 % sammenlignet med året før. Handelsbarrierer har sandsynligvis spillet en rolle, da eksporten til den største eksportdestination, USA, faldt med hele 27,8 % fra året før. Eksporten til Kina faldt også med 4,7 %, og til Storbritannien med 1,5 %. Der var også et tydeligt fald i importen fra andre lande, men importen fra Kina steg med omkring en procent. Tallene understreger, at når vanskelighederne i udenrigshandlen stiger, får en stærk efterspørgsel på hjemmemarkedet en meget vigtig rolle. I den nuværende økonomiske situation ville efterspørgslen fra den private sektor være en meget vigtig kilde til vækst.

Næsten samtidig offentliggjorde Eurostat også statistikker over EU's energiimport, som viser, at reduktionen af importafhængigheden går langsomt, men i den rigtige retning. Efter den tidligere energikrise i 2022 er værdien af EU's energiimport faldet med 51,4 % til 693 mia. EUR, men volumen er kun reduceret med markant mindre, 14,9 %, til 850 mia. EUR. Sidste år faldt værdien med 11,1 % og volumen med 0,6 % i forhold til 2023. Når man undersøger, hvor energien i sidste ende kommer fra, bør fokus rettes mod Vesten i stedet for Mellemøsten. USA var nemlig EU's største importland for både olie (andel af den samlede import 15 %) og LNG, dvs. flydende naturgas (andel 56 %). Norge var derimod klart det største importland for naturgas med en andel på 52 %.

Kilde: Eurostat

De "udsatte lande" i den nuværende konflikt, dvs. Saudi-Arabien og Qatar i Eurostats statistikker, udgør en relativt lille del af den direkte energiimport (Saudi-Arabiens andel af olieimporten i 2023 var 6,5 %, og Qatars andel af LNG-importen var 8,9 %). Rent på dette grundlag er energiafhængigheden af konfliktområderne i Mellemøsten relativt lille, men man skal naturligvis tage højde for de indirekte virkninger af forsyningsforstyrrelser på inflationen, f.eks. gennem stigende transportomkostninger. Deres betydning fremhæves yderligere, jo længere krisen i Mellemøsten varer.